Sider

fredag den 28. december 2007

"En utjekket mors hemmelige liv"

Jeg er måske ikke mor endnu, men derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i hvordan en utjekket én af slagsen må have det. Fiona Neils "klumme-roman" rammer lige i plet i min humor, og jeg hulkede mig igennem hendes roman om den engelske forstadsforstadsmor til tre - Lucy! Lucy beskriver sin verden sådan som hun møder den. Det vil sige at de fleste personer udenforhendes nærmeste vennekreds reduceres til at betegnes efter det umiddelbare indtryk de gør på hende. Hermed introduceres læseren både til "toptjekkede mor", "sexede hjemmefar", "Alphamor" osv osv. Såvel metoden som selve figurerne er letgenkendelige for de fleste, hvilket kendetegner denne bog. Den sætter ord på vores hverdag og hverdagens trivialiteter og problemer, på en måde så vi kun kan grine af det. Den leger med tanken om at træde ud af hverdagens trædemølle og afprøve et eventyr fx i form af utroskab. Hvad der kommer ud af det, vil jeg ikke afsløre, men blot endnu engang understrege at bogen er utrolig troværdig og værd at bruge en forlænget weekend på.
Dog skal lyde en advarsel - den er UTROLIG pinlig sine steder, så hvis man, som jeg, har en stor indlevelsesevne, bør man måske lade være med at læse den på offentlige steder, da man ellers kan komme til at sidde og træde sig selv over fødderne, rødme eller le højt.

minder lidt om Nynne eller Bridget Jones - blot for lidt mere satte mennesker.

tirsdag den 11. december 2007

Harry Potter og dødsregalierne

Så er afstemningen afsluttet, og der var jo ikke den store entutiasme. Ikke desto mindre var jeg selv dybt positivt overrasket over slutningen på Rowlings mesterserie. Jeg havde tænkt mig at jeg skulle have diskuteret bogen her på siden, men jeg kan fornemme, at der er en uudtalt aftale om stadig ikke at afsløre noget om handlingen. Og jeg forstår det godt. I boghandleren jeg arbejder i, har jeg solgt alle dele af serien, og særligt har vi selvfølgelig rigtig mange "dødsregalier" til julegave. Der er altså stadig mange fans og nye læsere der ikke har haft fornøjelsen af selv at læse slutningen på serien, og derfor vil jeg naturligvis heller ikke afsløre noget her. Jeg vil i stedet opfordre til selv at læse serien - den kan købes lige nu i samlet box til 1500,- hos GAD :-)

De ti herskere

Så er jeg kommet med på krimigenren igen. Seneste skud på min krimiliste er Christian Mørks ´De Ti Herskere.` Den handler om et verdensomspændende 750 år gammelt broderskab oprettet i Venedig, som styrer verdenshandlens balance til egen fordel med alt hvad dertil hører af krige, nødhjælp og politiske beslutninger. Broderskabets virksomhed bliver truet da bogens hovedperson biologen Victor finder frem til en DNA-klonet superris, som kan afhjælpe den 3. verdens hungersnød og fattigdom. Dette betyder at bogens skurke, dvs. det gamle broderskab "de ti herskere", ikke kan tjene så mange penge på nødhjælp i fremtiden, og derfor er den halvnørdede og ubehjælpelige Victor på deres sorte liste. Handlingen skrider frem efterhånden som Victor bliver udsat for attentater og hetz, og både han og læseren har mere end svært ved at finde ud af, hvem man kan stole på, og hvem der er agenter for broderskabet. Hvad er virkelighed og tilfældigheder, og hvad er sat i scene for at gøre offeret utryk.

Bogen minder på den måde om filmen "The game", og er vanvittig godt skrevet. Historien tager ofte en drejning, og alligevel viser det hele sig til sidst at hænge sammen via en fin rød tråd. Det er på samme tid en gammeldags historie med en ægte helt, hvis moral og hensigter man ikke er i tvivl om, og på den anden side en moderne historie, hvor man helt til sidste blad, er usikker på om det går godt eller skidt.

Bogen er altså spændende skrevet, men bliver dog alligevel en smule langtrukken sine steder. Absolut læseværdig, hvis man er til spænding, men giver også stof til eftertanke, omend jeg synes dens konspirationsteorier om den topstyrede verdenshandel bliver en smule fantasifulde.