Historiske romaner - Cornwell

Det forrige indlæg skulle egentlig bare have været en kort indledning til de bøger jeg nu vil anmelde. Men som det ofte går når I-personer som jeg selv, får stillet et forum til rådighed i hvilket jeg ikke kan blive afbrudt, udvikler sådanne indledninger sig ofte til en lang smøre. Der kan I bare se, nu er det ved at ske igen, så jeg må jo hellere komme igang!
Historiske romaner kan altså være meget forskellige med hensyn til, hvor meget forfatteren digter og hvor meget han forsøger at dokumenterer. Dette gør Bernard Cornwells Arthur-romaner til et meget interessant studie. Historierne om Arthur er nemlig ikke historie som sådan, men legender. Og legender indbyder til og kendetegnes netop ved, at blive fortalt og gendigtet om og om igen til det næsten ukendelige. Cornwell har sat omhyggeligt ind i alle disse forskellige Arthurlegender ligesom han har sat sig ind i Englands tidligste historie og religion, og ud fra disse studier har han sammenskruet en romantriologi om sagn og legendehelten Arthur, der virker mere troværdig end de fleste film, jeg har set. Samtidig er legendegenren jo som sagt en taknemmelig genre at forfatte over, da man ikke bliver irriteret af anakronismer og digtning, idet genren jo netop opfordre til det. Cornwell har endda taget broden af eventuelle skeptikere og kritikere, ved at lade sin historie fortælles gennem vores hovedperson Derfel. Derfel er en af Arthurs krigere og har overlevet alle beretningens personer og sidder nu mange år efter de vigtige begivenheder og nedskriver historien om Arthur for sin dronning. Cornwell springer på den måde frem og tilbage mellem fortællertid som er tiden hvor Derfel nedskriver, og fortalt tid hvor læser det han har nedskrevet - altså historien om Arthur. I fortællertiden brokker dronningen sig ofte over at Derfels beretning ikke stemmer overens med de beretninger hun har hørt bl.a. fra skjaldenes kvad. Hvilket Derfel (og dermed Cornwell) affejer som værende spin og propagande idet enhver kan købe en skjald til at kvæde, hvad det skal være, men at han selv blot prøver at beskrive begivenhederne som han oplevede dem som ung kriger. Derfel nævner desuden til sin læser, at han er overbevist om, at dronningen nok skal sørge for at få ændret hans beretning, så den stemmer overens med det, hun ønsker. På denne måde tager Cornwell altså ordet ud af kritikeres mund, samtidig med at han i stil med McCollough har et efterskrift til hvert bind, hvor han gør opmærksom på hans værste anakronismer, samt hans tanker forud for hans fortolkning af legender og historiske kilder.

Selve romanens fortælling er altså spændende og troværdig på den måde, at den fx når den beskæftiger sig med Merlins og andre druiders "troldom", næsten altid beskriver det på en så loyal måde, at det på den ene side virker troværdigt, hvorfor datidens mennesker troede på magien, men samtidig levnes der mere eller mindre ubemærket altid plads til rationalismens forklaringer på det "overnaturlige".

De første to bind i serien hedder "Vinterkongen" og "Guds Fjende" , og jeg ved pt ikke, hvornår tredie bind udkommer. Begge bind rummer selvstændige og umiddebare afsluttede historier, men det er dog en stor fordel at begynde med den første, da man ellers vil gå glip af en del pointer tror jeg.

Historiske romaner - McCollough

Det kan vel ikke undre nogen, at jeg altid har været fan af historiske romaner. Det er spændende at se hvilken inspiration virklighedens personer og begivenheder kan give til gode forfattere. Med historiske romaner er der dog altid den fare, at man bliver låst fast i en bestemt opfattelse eller tolkning af kilderne. Hermed mener jeg at en romanforfatter kan skrive så godt at man glemmer at tage hans eller hendes forfatterfrihed med i overvejelserne når man læser deres romaner, og dette kan gå ud over læseoplevelsen når man senere læser andre romaner der omhandler samme historiske periode eller emne. Ja selv dokumentariske udsendelser eller fagbøger kan falde for dommen, hvis man først har lagt sig fast på en romans udlægning. Jeg har selv haft denne oplevelse i forhold til romaner og film om romerriget efter at have læst ´Den romerske familie`af Colleen McCollough.

Det er en romanserie om republikens sidste tid, og den er fantastisk velskrevet og veldokumenteret. McCollough gør virkelig en dyd ud af at beskrive familierelationer, ritualer osv ligesom hun til hvert bind har et udførligt efterskrift, hvor hun beskriver hendes metode overfor de kilder hun har haft at arbejde med. Dette var noget hun i nogle anmeldelser blev kritiseret for, ligesom udfordrerne i den historikerfejde, der foregik i 90´erne brugte hende som skrækeksempel på dårlig skønlitterær historieformidling. Dette er jeg dybt uenig med dem i. Jeg mener at der skal være plads til al historieformidling. Dem der kun vil læse fodnoter, dem der helst vil læse en bog der kunne være drejebogen til en film, og så os midt imellem. Jeg kender mange, der har læst McCollough og som har lært virkelig meget samtidig med, at de er blevet underholdt.

Men som jeg tidligere var inde på, så er selv McCollughs romaner kun én fortolkning af mange, men til forskel fra bl.a. Dan Brown gør hun eksplicit opmærksom på, hvornår hun digter, hvornår hun fortolker og hvad hun opfatter som uimodsagte facts. Men jeg må jo altså, til trods for min nyerhverved titel af cand.mag. i Historie og Danske med skam bekende, at jeg efter at have læst hendes romaner ikke rigtig kan forlige mig med andre romanforfatteres bud på fortolkninger. Dette gælder fx folk som Iggulden og manuskriptforfatterne til tv-serien ROME, der begge omhandler samme periode. De digter meget, hvilket de er i deres ret til, men det irriterer mig alligevel.

- tid til litteraturen!

Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at jeg i forbindelse med afleveringen af mit speciale og den nye situation som eks-studerende har åbnet mulighed for at jeg kan afprøve en gammel drøm om at arbejde mere konkret med litteraturen. Jeg har således fået ansættelse som juleassistance i GAD-boghandleren i Århus, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.
Jeg er klar over at det måske ikke er den mest relevante uddannelse jeg har til at stå i butik, men det var alligevel dejligt at mærke bestyrerens glæde over at jeg gennem min uddannelse viste min interesse og kompetence inde for litteratur, - det var kort sagt dejligt for en gang skyld, at blive headhuntet på grund af sin uddannelse som cand. mag. i stedet for at blive ansat på trods af den.
Så er I i Århus i december, så kig forbi GAD på strøget - eller også lad være for der er sikkert RIGTIG mange mennesker!!! - der røg den fredelige julemåned for mig.

Endelig færdig!

Så blev jeg endelig færdig med det speciale. Jeg afleverede d. 2. nov. og fik det obligatoriske bolshe af Aarhus Universitet. Nu er der så bare at gå og vente på at få forhåndsgodkendelse og karakter.
Jeg har skrevet et kirkehistorisk speciale om de lutherske frikirkers opståen i Danmark efter 1850. For at skåne jer for alt for mange kedelige detaljer, kan jeg blot sige at specialet behandler to lutherske frimenigheder, der opstod i tiden 1850-1870 i København og på Bornholm. De to retninger har siden udviklet sig forskelligt således at den københavnske idag kendes som evangelisk-luthersk frikirke i Danmark, den bornhomske delte sig i to, hvoraf den gik i sig selv, og den anden blev til Luthersk Missionsforening i Danmark. Mit speciale behandler årsagerne til at nogle teologer fandt det nødvendigt at oprette lutherske frikirker i opposition til den nyoprettede luherske Folkekirke, samt sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de to-tre frimenigheder ikke fulgte ad. Mine konklusion er at de tre stiftere var styret af forskellige dagsordener, af både teologiske og personlig inspirationsmæssig art. Dette understreger at lutherdom ikke blot er lutherdom, og at man som forsker og historiker bliver nødt til at arbejde tværfagligt når man skal afdække disse emner. Mennesket foretager faktisk nogle gange religiøse valg ud fra religiøse overbevisninger og ikke nødvendigvis af socio-økonomiske eller magt-politiske årsager, og derfor bliver historikeren nødt til at kunne sætte sig ind i religiøse og teologiske tankegange.
Nåh det var vist nok om specialet, som jeg ikke gider at beskæftige mig mere med foreløbig, men skulle nogle være interesseret er de naturligvis velkomne til at kontakte mig.