Vil bare lige gøre reklame for den danske udgivelse af den sidste bog i Harry Potter serien, der er sat til at udkomme den 11.10.07. Jeg har læst den på engelsk, men venter med at kommentere den indtil engang i december, så folk der hellere vil læse den på dansk, også kan være med og ikke får afsløret noget.
Jeg har dog allerede sat gang i en afstemning her på siden om slutningen på bogen er overraskende, og den løber ligeledes frem til december. Håber at nogle Potter-fans, vil være med i diskussionen. - og nej det er ikke kun en børnebog!!!
torsdag den 30. august 2007
onsdag den 29. august 2007
Træskoslaget ved Køge
For præcis 200 år siden idag, indledte englænderne deres angreb på København som resultat af, at det neutrale Danmark havde nægtet at udlevere deres flåde. Selvom angrebet er mest kendt for bombardamentet af byen, blev det faktisk indledt d. 29. august ved at 6000 engelske soldater mødte næsten lige så mange danske forsvarere ved Køge. Selvom hærene altså var næsten lige store, endte slaget med et dundrende nederlag til danskerne, der i følge fortællingerne lod deres tunge træsko stå, da de flygtede fra slagmarken. En gammel krigslogik siger, at ved et godt gammeldags infanterist-slag, skal angribernes helst have dobbelt så mange soldater som forsvarene. Enhver, der har prøvet at spille risk, kender denne psykologi. Hvorfor gik det så så galt i Køge, hvor forholdet næsten var 1-1. Meget enkelt! Det kan sammelignes med et scenarie kaldet; US-Marine vs Det danske hjemmeværn! Nu ikke for at sige noget ondt om hjemmeværnet, men sat overfor US-Marine tror jeg nu nok, at de selv ville foretrække at nøjes med at dirigere deres kampvogne gennem trafikken. Den danske hær var i 1807 udstationeret i Slesvig for at holde sig klar, hvis Napoleon skulle glemme at Danmark var neutralt. Kun godt en måned tidligere var Preussen blevet halveret efter at det tidligere neutrale Rusland måtte se sig slået af den Franske selvudnævnte kejser. Det var altså en udemærket strategi, at have hæren i Slesvig, men det efterlod til gengæld forsvaret af hovedstaden til ´landeværnet` ved Køge og ´borgervæbning` og studenterkorps inde i København, hvilket selvfølgelig slet ikke var nok til at holde de trænede engelske soldater, ledet af Hertugen af Wellington, på afstand. Derudover havde Danmark heller ikke nogen regent hjemme, da både den sindsyge Kong Chr. VII og den magtsyge kronprins Frederik (senere d. VI) var ude af byen.
Englænderne begyndte deres bombardement den 31. august og fortsatte frem til d. 6. sept. med nogle hviledage indlagt. Historiebladet kalder angrebet for det første terrorbombardement i verdenshistorien. Dette kan der være noget rigtighed i, men de skriver så videre, at metoden med at terrorisere civile for at presse regering og militær til at overgive sig - og i dette tilfælde til at udlevere militært materiel, også var uden fortilfælde inden for krigsførsel. Dette tror jeg nu fx at vikingerne ville tage sig noget fornærmet op. Rigtigt nok var det ikke militært materiel de forlangte for at stoppe deres terroriseren af civile og afbrænding af landsbyer tilbage i det 9. århundrede, men mon ikke nogen af de 7000 pund sølv de fik som betaling af den dummebøde de gav Paris i 845 blev brugt til militært udstyr?
Det engelske bombardement af København fik som bekendt fatale følger. Vor Frue kirke brændte ned til grunden, ca. 2000 københavnere mistede livet og endnu flere deres hjem og levebrød. Af politiske følger mistede Danmark sin flåde og senere som følge af den tvungne alliance med Napoleon mistede vi også Norge i 1814.
Nye læsninger af kendt kildemateriale antyder at den egentlige motivation for at englænderne lagde deres øjne på den danske flåde, var et falsk rygte Napoleon havde sat igang om, at han, med hjælp fra den danske flåde, ville erobre Irland.
Så hvad kan vi lære af alt dette her 200 år efter? Hvis du planlægger at afmilitærisere et land ud fra nogle efterretninger du har hørt, - så tjek dem lige igen! nåh vi skulle jo ikke blive politiske ;-)
Englænderne begyndte deres bombardement den 31. august og fortsatte frem til d. 6. sept. med nogle hviledage indlagt. Historiebladet kalder angrebet for det første terrorbombardement i verdenshistorien. Dette kan der være noget rigtighed i, men de skriver så videre, at metoden med at terrorisere civile for at presse regering og militær til at overgive sig - og i dette tilfælde til at udlevere militært materiel, også var uden fortilfælde inden for krigsførsel. Dette tror jeg nu fx at vikingerne ville tage sig noget fornærmet op. Rigtigt nok var det ikke militært materiel de forlangte for at stoppe deres terroriseren af civile og afbrænding af landsbyer tilbage i det 9. århundrede, men mon ikke nogen af de 7000 pund sølv de fik som betaling af den dummebøde de gav Paris i 845 blev brugt til militært udstyr?
Det engelske bombardement af København fik som bekendt fatale følger. Vor Frue kirke brændte ned til grunden, ca. 2000 københavnere mistede livet og endnu flere deres hjem og levebrød. Af politiske følger mistede Danmark sin flåde og senere som følge af den tvungne alliance med Napoleon mistede vi også Norge i 1814.
Nye læsninger af kendt kildemateriale antyder at den egentlige motivation for at englænderne lagde deres øjne på den danske flåde, var et falsk rygte Napoleon havde sat igang om, at han, med hjælp fra den danske flåde, ville erobre Irland.
Så hvad kan vi lære af alt dette her 200 år efter? Hvis du planlægger at afmilitærisere et land ud fra nogle efterretninger du har hørt, - så tjek dem lige igen! nåh vi skulle jo ikke blive politiske ;-)
tirsdag den 28. august 2007
Leif Davidsen
Så blev jeg færdig med min anden Leif Davidsen bog. Han er en af de forfattere jeg havde i tankerne, da jeg tidligere idag udtalte mig om forfattere jeg aldrig troede, at jeg frivilligt skulle give mig i kast med. Men jeg tænkte; Her er jeg en måske kommende dansklærer, og så har jeg aldrig læst Leif Davidsen! Den gik ikke, så nu har jeg lige færdiggjort "Uhellig Alliance" fra 1984 og "Den russiske sangerinde" fra 1988.
Da "Uhellig Alliance" udkom, blev den rost af anmelderne for bl.a. at være tidssvarende på alle måder. Den handler om den politiske situation i Baskerlandet, og jeg tror at samtidens anmeldere ramte hovedet fuldstændig på sømmet angående det tidssvarende. For jeg må indrømme, at jeg sad lidt med fornemmelsen af at man "...vist skulle have været der...!" Historien fangede mig aldrig, - kom ligesom aldrig igang, og antydede blot en masse spændinger som man vist skulle have levet i 70´erne, for virkelig at kunne sætte sig ind i og lade sig rive med af.
Anderledes var det med "Den russiske Sangerinde". Indrømmet; jeg er også noget mere historisk interesseret og velbevandret udi sovjettidens regime og undergang, end jeg er i ETA og Spanien, men jeg synes nu også, at historien var bedre bygget op. Dog var der stadig en tendens til, at pointen i krimidramaet blev tilbageholdt lige lovlig længe, taget i betragtning, at man allerede havde gættet det meste efter de første 30 sider. Men det hænger nok sammen med, at det ikke er krimigåden, der er Davidsens egentlige formål med historien, men snarere Sovjets undergang sat i kontrast overfor spørgsmålet om hovedpersonernes mulige harmoniske udvikling. De er på en måde i symbiose med det skrantende system, og deres skæbner er lagt ud til en social undergang, bundet op på det alkoholiserede og korrupte Sovjetunionen. Meget banalt er bogen delt op i en vinterperiode af deres liv og en sommerperiode, og hver især kæmper de sig igennem de dårlige odds fordi de begge er "overlevere" som hovedpersonen bemærker. Det interessante er, at det egentlig ikke er i hinanden, at de finder håbet - det havde næsten også været for banalt. De finder styrken og overlevelsesinstinktet hver for sig, og først derefter kan de (måske) leve sammen og for hinanden.
Det er altså dette eksistentielle plan af bogen, der er interessant, og ikke mordet der er blevet fejet ind under gulvtæppet På en eller anden måde kommer det bare aldrig rigtig til at interessere én, hvem der slog Sonja og Vera ihjel, hvorfor han gjorde det eller hvofor det blev skjult af systemet. Måske skyldes den manglende interesse fra både forfatter og læser, at ikke engang Veras søster virker til at bekymre sig om det.
Jeg har hørt at Davidsens nyere romaner skulle være noget bedre, så dem glæder jeg mig til at læse, og håber at hans krimi-dramatiske linje, er kommet på højde med hans person, - og samfundsskildringer.
Da "Uhellig Alliance" udkom, blev den rost af anmelderne for bl.a. at være tidssvarende på alle måder. Den handler om den politiske situation i Baskerlandet, og jeg tror at samtidens anmeldere ramte hovedet fuldstændig på sømmet angående det tidssvarende. For jeg må indrømme, at jeg sad lidt med fornemmelsen af at man "...vist skulle have været der...!" Historien fangede mig aldrig, - kom ligesom aldrig igang, og antydede blot en masse spændinger som man vist skulle have levet i 70´erne, for virkelig at kunne sætte sig ind i og lade sig rive med af.
Anderledes var det med "Den russiske Sangerinde". Indrømmet; jeg er også noget mere historisk interesseret og velbevandret udi sovjettidens regime og undergang, end jeg er i ETA og Spanien, men jeg synes nu også, at historien var bedre bygget op. Dog var der stadig en tendens til, at pointen i krimidramaet blev tilbageholdt lige lovlig længe, taget i betragtning, at man allerede havde gættet det meste efter de første 30 sider. Men det hænger nok sammen med, at det ikke er krimigåden, der er Davidsens egentlige formål med historien, men snarere Sovjets undergang sat i kontrast overfor spørgsmålet om hovedpersonernes mulige harmoniske udvikling. De er på en måde i symbiose med det skrantende system, og deres skæbner er lagt ud til en social undergang, bundet op på det alkoholiserede og korrupte Sovjetunionen. Meget banalt er bogen delt op i en vinterperiode af deres liv og en sommerperiode, og hver især kæmper de sig igennem de dårlige odds fordi de begge er "overlevere" som hovedpersonen bemærker. Det interessante er, at det egentlig ikke er i hinanden, at de finder håbet - det havde næsten også været for banalt. De finder styrken og overlevelsesinstinktet hver for sig, og først derefter kan de (måske) leve sammen og for hinanden.
Det er altså dette eksistentielle plan af bogen, der er interessant, og ikke mordet der er blevet fejet ind under gulvtæppet På en eller anden måde kommer det bare aldrig rigtig til at interessere én, hvem der slog Sonja og Vera ihjel, hvorfor han gjorde det eller hvofor det blev skjult af systemet. Måske skyldes den manglende interesse fra både forfatter og læser, at ikke engang Veras søster virker til at bekymre sig om det.
Jeg har hørt at Davidsens nyere romaner skulle være noget bedre, så dem glæder jeg mig til at læse, og håber at hans krimi-dramatiske linje, er kommet på højde med hans person, - og samfundsskildringer.
Velkommen til min blog.
Hej så skete det! Så fik jeg også en blog, hvem skulle have troet det, når jeg for blot få år siden truede med at oprette foreningen mod computere. Nåh ja, - det kan jeg jo nå endnu, hvis min bærbare bliver ved med at insistere på at have selvstændige meninger om, hvordan mine citater i mit speciale skal se ud.
Jeg har jo i præsentationen af bloggen fortalt lidt om, hvad mit mål er for denne blog; nemlig en hyggelig og fordomsfri diskussionsklub om litteratur og historie. Det med diskussionen om historien vil jeg dog godt lige allerede nu undertrege helst ikke skal udvikle bloggen her til et politisk debatforum. Det er mere ment som et forum for anekdoter, og måske hvis der sker noget virkelig historisk sensationelt.
Men litteraturen håber jeg nogen vil være med til at diskutere. Jeg er generelt mest til den klassiske roman, og især til de biografiske eller historiske romaner - skrevet i DATID. Romaner skrevet i nutid og især i 1.person har det med at irritere mig voldsomt, hvis den da ikke har et særdeles gennemtænkt plot. Jeg er nok i virkeligheden det, man kan kalde en romantiker, men dem skal der jo også være nogen af. Jeg er på den anden side ikke urokkelig i mine litteraturpræferencer. Jeg er gennem mit studie blevet præsenteret for flere nordiske forfattere, som jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne have fundet på selv at hive ned fra hylden, men som ved tvangslæsningen alligevel vandt mig helt og holdent.
Heriblandt er fx den norske forfatter Loe, der bl.a. har skrevet den lille roman "Doppler." En fantastisk morsom bog med satiriske stikpiller til det norske - og for den sags skyld også det danske - samfund. Den gør op med den klassiske opfattelse af det norske naturmenneske og menneskets jagen efter de evige eksistentielle spørgsmål. Opfølgeren Volvo Lastvagna, er lidt mere syret. Hvad den taber i indhold eller mening, vinder den til gengæld på den sproglige side, og bogen lader dig således sidde tilbage med lattertårer i øjnene, men lettere forvirret over manglen på pointe. - måske egentlig en meget god beskrivelse af livet.
Nåh det var en lille smagsprøve på korte boganmeldelser, de bliver sikkert noget længere, når først jeg bliver arbejdsløs til december, så har jeg jo masser af tid til at læse!
Jeg har jo i præsentationen af bloggen fortalt lidt om, hvad mit mål er for denne blog; nemlig en hyggelig og fordomsfri diskussionsklub om litteratur og historie. Det med diskussionen om historien vil jeg dog godt lige allerede nu undertrege helst ikke skal udvikle bloggen her til et politisk debatforum. Det er mere ment som et forum for anekdoter, og måske hvis der sker noget virkelig historisk sensationelt.
Men litteraturen håber jeg nogen vil være med til at diskutere. Jeg er generelt mest til den klassiske roman, og især til de biografiske eller historiske romaner - skrevet i DATID. Romaner skrevet i nutid og især i 1.person har det med at irritere mig voldsomt, hvis den da ikke har et særdeles gennemtænkt plot. Jeg er nok i virkeligheden det, man kan kalde en romantiker, men dem skal der jo også være nogen af. Jeg er på den anden side ikke urokkelig i mine litteraturpræferencer. Jeg er gennem mit studie blevet præsenteret for flere nordiske forfattere, som jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne have fundet på selv at hive ned fra hylden, men som ved tvangslæsningen alligevel vandt mig helt og holdent.
Heriblandt er fx den norske forfatter Loe, der bl.a. har skrevet den lille roman "Doppler." En fantastisk morsom bog med satiriske stikpiller til det norske - og for den sags skyld også det danske - samfund. Den gør op med den klassiske opfattelse af det norske naturmenneske og menneskets jagen efter de evige eksistentielle spørgsmål. Opfølgeren Volvo Lastvagna, er lidt mere syret. Hvad den taber i indhold eller mening, vinder den til gengæld på den sproglige side, og bogen lader dig således sidde tilbage med lattertårer i øjnene, men lettere forvirret over manglen på pointe. - måske egentlig en meget god beskrivelse af livet.
Nåh det var en lille smagsprøve på korte boganmeldelser, de bliver sikkert noget længere, når først jeg bliver arbejdsløs til december, så har jeg jo masser af tid til at læse!
Abonner på:
Opslag (Atom)