Sider

mandag den 11. august 2008

Libri di Luca

Puha nu så det så ud til at jeg ikke har fået læst noget siden april, men det er absolut ikke tilfældet. Tværtimod har jeg været meget optaget af en masse bøger her i min ferie, og nu hvor jeg så er begyndt at arbejde, har jeg slet ikke tid til hverken at læse eller at anmelde. Derfor kommer blot lige nogle små pluk og formentlig korte vurderinger, for det er jo, for nogle af bøgerne, noget tid siden, at de var en del af mit liv .

"Libri di Luca" af Mikkel Birkegaard
En dansk kriminalroman med et tvist af fantasy idet hovedplottet knytter sig til en selskab af mennesker, kaldet lettorer, der med deres specielle evner med hensyn til læsning af bøger, vel bedst kan sammenlignes med de mutanter, man møder i filmene X-men.

Disse lettorer er opdelt i to grupper, afsendere og modtagere, og kan påvirke andre mennesker ved enten som afsender at læse op af en bog, eller som modtager at påvirke den læsendes oplevelse når vedkommende selv læser. Det sidste er altså ensbetydende med, at de kan læse tanker. Bogen omhandler den intetanende Jons indgang i denne bøgernes verden, på et tidspunkt hvor mord og intriger truer med at splitte selskabet ad.

Jeg har ikke læst så mange krimier i mit liv, og da slet ikke danske. Det er meget gribende at læse om noget, der foregår så tæt på ens dagligdag, og da især når emnet så endda er bøger og læseoplevelser. Så kan man som bibliofil ikke helt undgå at blive fanget. Da jeg samtidig heller ikke går af vejen for en god fantasyroman, blev jeg desmere fanget af universet i lige netop denne krimi. Endelig hørte jeg faktisk denne bog som lydbog i stedet for at læse den selv, og det skal da lige siges, at det er temmelig hårrejsende at lytte til en bog, der handler om, hvordan oplæsere kan manipulere deres tilhørere.

Jeg kan altså varmt anbefale denne krimi. Dog skal det siges, at den hen imod slutningen kører lidt af sporet, så selv jeg, der er forholdsvis accepterende overfor overnaturlige plots - blot det er tro mod fortællingens eget univers, syntes, at det blev lidt for fantastisk og actionpræget det hele. Men måske Mikkel Birkegaard sad med et filmmanusskript i tankerne, da han skrev bogen.

Endelig vil jeg lige slå et stort slag for selve lydbog-konceptet. Det er et ganske udemærket supplement til læseoplevelsen, da det aktiverer en del af hjerne og fantasi, der ikke er helt så aktivt under indenadslæsning. Desuden kan en lydbog kombineres med mere rutinpræget arbejde, som fx kørsel eller huslige pligter, hvilket gør, at man holder sit læseunivers igang.