Christian og Christian om ondskab!

Hvor får man dog tid til at læse når man er arbejdssøgende! Jeg har siden sidst fået læst Christian Mørks "Darling Jim" og Christian Jungersen "Undtagelsen". Begge handler de om ondskaben, og begge er de skrevet lidt specielt, idet de bruger forskellige fortællevinkler. Darling Jim er historien om nogen der fortæller en historie om én der fortæller en historie. Alle historierne handler om fortælleren selv, og alle afslører de at mennesket indholder mere end man måske lige i første omgang tiltror det, og her tænker jeg specielt på menneskets mørkere sider. Historien er forholdsvis godt skruet sammen med alle sine fortælleplaner, om end jeg dog blev en smule træt af det lidt film-kunstige sprog. Samtidig med det eksistentielle tema, er den dog først og fremmest tænkt som en krimi tror jeg, men der halter den lidt, idet den mister spændingsnivauet forholdsvis hurtigt.

Dette faktum gjorde, at jeg først slet ikke lagde mærke til det eksistentielle tema om menneskets ondskab og handlinger. Og jeg havde nok heller ikke kommet i tanker om det, havde det ikke været for Christian nr 2´s bog "Undtagelsen"

Dens forskellige fortællervinkel knytter sig til de forskellige personer i en typisk konstrueret gruppe, som man finder den på en lille arbejdsplads. Denne arbejdsplads beskæftiger sig "tilfældigvis" med essensen af den menneskelige ondskab - nemlig folkedrab, og derfor bliver fokuseringen på "den lille ondskab," som vi finder den i alle mennesker, særligt udstillet. Det er så at sige historien om den lille ondskab i den store ondskab! Den lille ondskab er her repræsenteret ved emner som: mobning, jalousi, egoisme og meningsløs sygdom. Bogen kommer sideløbende med forskellige teoretiske vinkler på ondskabens psykologi og kæder derved betingelserne for den store og den lille ondskab sammen.

Dette gøres mesterligt godt, og det er på mange måder en højst ubehagelig bog, netop fordi Jungersen rammer så godt i sine eksempler på og beskrivelser af den lille ondskab.

Ligesom Christian Mørk, har Jungersen dog også et problem med selve krimihistorien, der også er tema i hans bog, omend det dog ikke fylder nær så meget som hos Mørk. Dog er det absolut ikke spændingsniveauet, der er et problem hos Jungersen men nærmere realismen og den røde tråd. Det er især i slutningen at dette tema tager fat, og det er som om at Jungersen værgre sig ved at give læseren forløsningens glæde ved at få mysteriet opklaret.

Denne slutning er selvfølgelig et stort tema i sig selv, og måske er det mig der har misforstået det hele, så det jeg ser som et problem ved bogen faktisk er dens genialitet.
Uanset vil det være svært for mig at komme mere ind på, uden at afsløre for meget om slutningen, men jeg er meget villig til at diskutere den på kommentarene her på bloggen. Så kan du der ikke har læst bogen endnu jo bare lade være med at gå ind under kommentarer.