Libri di Luca

Puha nu så det så ud til at jeg ikke har fået læst noget siden april, men det er absolut ikke tilfældet. Tværtimod har jeg været meget optaget af en masse bøger her i min ferie, og nu hvor jeg så er begyndt at arbejde, har jeg slet ikke tid til hverken at læse eller at anmelde. Derfor kommer blot lige nogle små pluk og formentlig korte vurderinger, for det er jo, for nogle af bøgerne, noget tid siden, at de var en del af mit liv .

"Libri di Luca" af Mikkel Birkegaard
En dansk kriminalroman med et tvist af fantasy idet hovedplottet knytter sig til en selskab af mennesker, kaldet lettorer, der med deres specielle evner med hensyn til læsning af bøger, vel bedst kan sammenlignes med de mutanter, man møder i filmene X-men.

Disse lettorer er opdelt i to grupper, afsendere og modtagere, og kan påvirke andre mennesker ved enten som afsender at læse op af en bog, eller som modtager at påvirke den læsendes oplevelse når vedkommende selv læser. Det sidste er altså ensbetydende med, at de kan læse tanker. Bogen omhandler den intetanende Jons indgang i denne bøgernes verden, på et tidspunkt hvor mord og intriger truer med at splitte selskabet ad.

Jeg har ikke læst så mange krimier i mit liv, og da slet ikke danske. Det er meget gribende at læse om noget, der foregår så tæt på ens dagligdag, og da især når emnet så endda er bøger og læseoplevelser. Så kan man som bibliofil ikke helt undgå at blive fanget. Da jeg samtidig heller ikke går af vejen for en god fantasyroman, blev jeg desmere fanget af universet i lige netop denne krimi. Endelig hørte jeg faktisk denne bog som lydbog i stedet for at læse den selv, og det skal da lige siges, at det er temmelig hårrejsende at lytte til en bog, der handler om, hvordan oplæsere kan manipulere deres tilhørere.

Jeg kan altså varmt anbefale denne krimi. Dog skal det siges, at den hen imod slutningen kører lidt af sporet, så selv jeg, der er forholdsvis accepterende overfor overnaturlige plots - blot det er tro mod fortællingens eget univers, syntes, at det blev lidt for fantastisk og actionpræget det hele. Men måske Mikkel Birkegaard sad med et filmmanusskript i tankerne, da han skrev bogen.

Endelig vil jeg lige slå et stort slag for selve lydbog-konceptet. Det er et ganske udemærket supplement til læseoplevelsen, da det aktiverer en del af hjerne og fantasi, der ikke er helt så aktivt under indenadslæsning. Desuden kan en lydbog kombineres med mere rutinpræget arbejde, som fx kørsel eller huslige pligter, hvilket gør, at man holder sit læseunivers igang.

Blekingegadebanden

Så blev jeg endelig færdig med to´eren. En sådan begyndelse på en anmeldelse lover ellers ikke godt, men jeg vil nu alligevel anbefale Blekingegadebanden af Peter Øvig Knudsen. Især var den første bog en virkelig pageturner. Den havde et mere klart kronologisk forløb tror jeg, hvorimod det virker som om, at Knudsen i to´eren nogle gange ryger ud af en tangent og glemmer sin hovedhistori.

Men altså alt i alt et virkelig godt stykke arbejde, og hvor ville jeg dog ønske, at der var flere, der kunne skrive ligesom ham om historiske emner. Jeg har før været inde at lovprise de historiske romaner, og de er også en fantastisk genre, når de er skrevet ordentligt, men tænk at kunne skrive så medrivende om noget faktuelt, at man faktisk ender med at få sympati for de hårdkogte forbrydere, blot fordi en forfatter har gjort sig den umage at beskrive dem som mennesker. Jeg glemte flere gange, at dette var den barske virkelighed og ikke en veldrejet krimi, jeg var igang med - og det var vel også derfor at så mange fejlagtigt stemte på den til boghandlernes læserpris, der ellers kun kan modtages af skønlitterære forfattere.

Jo! - min allervarmeste anbefaling af bogen - den sætter både følelser og tanker igang, og det er jo ikke det værste.

Christian og Christian om ondskab!

Hvor får man dog tid til at læse når man er arbejdssøgende! Jeg har siden sidst fået læst Christian Mørks "Darling Jim" og Christian Jungersen "Undtagelsen". Begge handler de om ondskaben, og begge er de skrevet lidt specielt, idet de bruger forskellige fortællevinkler. Darling Jim er historien om nogen der fortæller en historie om én der fortæller en historie. Alle historierne handler om fortælleren selv, og alle afslører de at mennesket indholder mere end man måske lige i første omgang tiltror det, og her tænker jeg specielt på menneskets mørkere sider. Historien er forholdsvis godt skruet sammen med alle sine fortælleplaner, om end jeg dog blev en smule træt af det lidt film-kunstige sprog. Samtidig med det eksistentielle tema, er den dog først og fremmest tænkt som en krimi tror jeg, men der halter den lidt, idet den mister spændingsnivauet forholdsvis hurtigt.

Dette faktum gjorde, at jeg først slet ikke lagde mærke til det eksistentielle tema om menneskets ondskab og handlinger. Og jeg havde nok heller ikke kommet i tanker om det, havde det ikke været for Christian nr 2´s bog "Undtagelsen"

Dens forskellige fortællervinkel knytter sig til de forskellige personer i en typisk konstrueret gruppe, som man finder den på en lille arbejdsplads. Denne arbejdsplads beskæftiger sig "tilfældigvis" med essensen af den menneskelige ondskab - nemlig folkedrab, og derfor bliver fokuseringen på "den lille ondskab," som vi finder den i alle mennesker, særligt udstillet. Det er så at sige historien om den lille ondskab i den store ondskab! Den lille ondskab er her repræsenteret ved emner som: mobning, jalousi, egoisme og meningsløs sygdom. Bogen kommer sideløbende med forskellige teoretiske vinkler på ondskabens psykologi og kæder derved betingelserne for den store og den lille ondskab sammen.

Dette gøres mesterligt godt, og det er på mange måder en højst ubehagelig bog, netop fordi Jungersen rammer så godt i sine eksempler på og beskrivelser af den lille ondskab.

Ligesom Christian Mørk, har Jungersen dog også et problem med selve krimihistorien, der også er tema i hans bog, omend det dog ikke fylder nær så meget som hos Mørk. Dog er det absolut ikke spændingsniveauet, der er et problem hos Jungersen men nærmere realismen og den røde tråd. Det er især i slutningen at dette tema tager fat, og det er som om at Jungersen værgre sig ved at give læseren forløsningens glæde ved at få mysteriet opklaret.

Denne slutning er selvfølgelig et stort tema i sig selv, og måske er det mig der har misforstået det hele, så det jeg ser som et problem ved bogen faktisk er dens genialitet.
Uanset vil det være svært for mig at komme mere ind på, uden at afsløre for meget om slutningen, men jeg er meget villig til at diskutere den på kommentarene her på bloggen. Så kan du der ikke har læst bogen endnu jo bare lade være med at gå ind under kommentarer.