Giganternes fald - tredie gang lykkens gang!

I efterskriftet til Jordens Søjler beskriver Ken Follett, hvordan han som 27 årig ikke var moden nok som menneske og forfatter til at kunne skrive dette hans drømmeværk. Han lagde det på hylden og tog det frem igen ti år senere. Han kæmpede med at få dette mesterværk på plads, med alt dets detaljerigdom, personudvikling og så videre. Og det lykkedes overmåde.

Nu har jeg imidlertid den teori, at alt det arbejde Ken Follet lagde for dagen tilbage i 80´erne har steget ham så meget til hovedet, at han ikke synes han kan blive færdig. For som jeg ser det, har han nu skrevet den samme historie tre gange. Først kom Jordens Søjler: en "slægtsroman" om kirkebyggeri jovist, men ligeså meget en socialistisk roman om spændingen mellem magthavere og underklasse i 1100-tallets England, med en klar fremhævelse af arbejderen og kvinden der ikke underlægger sig sin tids konventionelle rolle i samfundet. Kirkebyggeriet var dog grundpillen (ha ha ) i Folletts ambition om at skrive Jordens Søjler, og derfor fungere bogen også så godt, da dette omdrejningspunkt var nyt og gennemarbejdet.

Min teori er så, at han blev fanget af bogens øvrige plot, og derfor bestemte han sig for at "gentage succesen" med en toer i Uendelige Verden. Det gik ikke særligt godt, og bogen er trods sin uendelig længde en verden til forskel fra sit udsprings mesterværk. Den bliver simpelthen anakronistisk i sin socialisme og især i sin videreudvikling feminismetemaet og beskrivelsen af den "selvstændige kvinde."
Måske var der nogen der har sagt dette til ham, hvorfor han så vælger at skrive sin historie endnu engang, men denne gang i en scenografi,, hvor den faktisk har sin berettigelse. Og nu er vi fremme ved Giganternes fald:

For som nævnt er Giganternes fald egentlig bare en gentagelse af den samme historie om magtkampe, socialisme og feminisme, som vi har set to gange før fra Follets hånd, men denne gang er scenen sat i tiden omkring 1. verdenskrig, hvor det faktisk giver mening at tale om disse emner. For første gang er den selvstændige kvinde en historisk troværdig person, hvis historie man bliver fanget af, og jeg synes det er mesterligt, at lade de to hovedkvinder komme fra hver sit sociale lag for gennem deres valg i kærlighed, ideologi og karriere at skifte plads ved bogens slutning. Follet er også begyndt at blive en smule mere nuanceret i sin beskrivelse af repræsentanterne fra de forskellige klasser. Der er således ikke nogen af hovedpersonerne der denne gang er helt igennem usympatiske, ligesom der ved de fleste af vores sympatiske hovedpersoner også findes træk, som vi kan genkende som usympatisk realistiske. Og det er netop det jeg godt kan lide - at det bliver realistisk, i hvert fald hvad angår personskildringen, for der er selvfølgelig stadig nogle urealistiske plotmæssige greb, der dog er nødvendige for at skåne både forfatter og læser for et uoverkommeligt persongalleri. Her tænker jeg på, at det virker en smule utroværdigt at vores hovedpersoner altid er lige der, hvor de historiske begivenheder udfolder sig. Det bliver særligt tydeligt når Walter som officer under krigen bliver smidt frem og tilbage mellem øst og vestfront, for som den eneste tyske hovedperson at kunne repræsentere den tyske side af begivenhederne som fortællingen skrider frem.

Men det er som sagt både tilgiveligt og nødvendigt og jeg mener virkelig at Follet har en hel unik sans for detaljen og for at inddrage de kendte historiske begivenheder i historien, og det fungere rigtig godt i denne roman, hvor han har udvidet sin scenografi til at omfatte det meste af verdenen og ikke kun England, der dog stadig er hans udgangspunkt.

Men jeg tror måske også, at han skal stoppe nu, før han får gentaget sig selv for mange gange. Faktisk har han i Giganternes Fald nærmest en ordret enslydende beskrivelse fra Jordens Søjler af en situation, hvor en ugift kvinde bliver klar over, at hun er blevet gravid. Men måske kan kvinder bare bedst huske, hvornår de har haft menstruation efter, hvor de har boet henne!

Tredie gang var lykkens gang, for Ken Follett, og stopper han ikke nu, begynder jeg at frygte for at endnu en gigant vil falde. For at han skriver mesterligt kan man ikke tage fra ham. Så tusind tak Follett for en mesterlig bog - og så tilbage til spiongenren ik?

Liv i bloggen i anledningen af kvindernes internationale kampdag.

Efter et år hvor litteraturindholdet har båret præg af titler som: Peder Pedal, Larmende Linus og Halfdan Rasmussens ABC, så har jeg nu indgået aftale med en glimrende børnehave der gerne vil passe min søn mens jeg bruger min hverdag til mere kulturelle ting såsom at læse jobannoncer - og andet spændende litteratur.

Og det passer så selvfølgelig ikke helt. For jeg har faktisk indimellem legepladsbesøg og tøjvask haft tid til at læse rigtig udemærkede romaner som fx. "Sneblomst og den hemmelige vifte" af Lisa See, en kvinderoman, som jeg har kommenteret i debatten på litteratursiden.dk Det samme gælder efterkrigsromanen "Brændte Skygger". Begge bøger foregår langt fra de egne jeg sædvanligvis bevæger mig i litteraturmæssigt, nemlig i østen nærmere betegnet, Kina, Japan, Indien og Pakistan. Det har været utrolig spændende at blive præsenteret for disse kulturer gennem nogle helt specielle kvindeskikkelser.

Og hvilken dag er dog mere passende at genoptage sin blogskrivning efter endt barselsorlov, end kvindernes internationale kampdag.

Det er nu ikke fordi det er en dag jeg går specielt meget op i, det kan vel nærmest sammenlignes med min mands interesse for Valentinsdag, men når jeg nu har læst disse bemærkelsesværdige bøger i året der er gået, så er det jo fristende at vælge denne dag til at anbefale dem.

Især Sneblomst og den hemmelige vifte, egner sig godt til denne dag. De to kvindelige hovedpersoner i bogen, giver os nemlig et rigtig godt indblik i hvad kvinder kan og hvori vores styrker ligger. Ikke mindst vort forhold til hinanden som veninder bliver taget op som et værdigt sidestykke til ægteskabet. Ikke at det skal erstatte, det skal supplere. Vi er ikke mænd, vi skal ikke prøve at udfylde mændenes plads, vi er kvinder, og vi har en hel særlig plads der skal udfyldes der hvor vi er sat, og en forpligtelse til at udnytte de talenter vi er blevet givet. I 'sneblomst' bliver dette tema sat ind i den historiske kinesiske kultur hvor kvindens ypperligste dyd, var at kunne få så små fødder som muligt. Men kvindeidealet fra dengang, som vi harmes ved, er for mig at se ikke så anderledes end det, vi påfører os selv i dag, og bogen giver et utroligt ærligt billede af kvindens største styrker og værste tendenser.

Brændte Skygger er en roman om en kvinde der overlever alt hun udsættes for, og kommer styrket ud af forhindringerne. Også hun forstår at omstille sig efter alt hvad livet byder, og det byder på ikke så lidt skulle jeg hilse at sige. Den er på sine steder og især i slutningen lidt fortænkt, men alt i alt, er den en fantastisk skildring af kultur, historie og kvindelig styrke.

Nåh så kom jeg da lidt igang, og jeg vender snarligt tilbage med en anmeldelse af Ken Follets nyeste roman: Giganternes Fald.