Liv i bloggen i anledningen af kvindernes internationale kampdag.

Efter et år hvor litteraturindholdet har båret præg af titler som: Peder Pedal, Larmende Linus og Halfdan Rasmussens ABC, så har jeg nu indgået aftale med en glimrende børnehave der gerne vil passe min søn mens jeg bruger min hverdag til mere kulturelle ting såsom at læse jobannoncer - og andet spændende litteratur.

Og det passer så selvfølgelig ikke helt. For jeg har faktisk indimellem legepladsbesøg og tøjvask haft tid til at læse rigtig udemærkede romaner som fx. "Sneblomst og den hemmelige vifte" af Lisa See, en kvinderoman, som jeg har kommenteret i debatten på litteratursiden.dk Det samme gælder efterkrigsromanen "Brændte Skygger". Begge bøger foregår langt fra de egne jeg sædvanligvis bevæger mig i litteraturmæssigt, nemlig i østen nærmere betegnet, Kina, Japan, Indien og Pakistan. Det har været utrolig spændende at blive præsenteret for disse kulturer gennem nogle helt specielle kvindeskikkelser.

Og hvilken dag er dog mere passende at genoptage sin blogskrivning efter endt barselsorlov, end kvindernes internationale kampdag.

Det er nu ikke fordi det er en dag jeg går specielt meget op i, det kan vel nærmest sammenlignes med min mands interesse for Valentinsdag, men når jeg nu har læst disse bemærkelsesværdige bøger i året der er gået, så er det jo fristende at vælge denne dag til at anbefale dem.

Især Sneblomst og den hemmelige vifte, egner sig godt til denne dag. De to kvindelige hovedpersoner i bogen, giver os nemlig et rigtig godt indblik i hvad kvinder kan og hvori vores styrker ligger. Ikke mindst vort forhold til hinanden som veninder bliver taget op som et værdigt sidestykke til ægteskabet. Ikke at det skal erstatte, det skal supplere. Vi er ikke mænd, vi skal ikke prøve at udfylde mændenes plads, vi er kvinder, og vi har en hel særlig plads der skal udfyldes der hvor vi er sat, og en forpligtelse til at udnytte de talenter vi er blevet givet. I 'sneblomst' bliver dette tema sat ind i den historiske kinesiske kultur hvor kvindens ypperligste dyd, var at kunne få så små fødder som muligt. Men kvindeidealet fra dengang, som vi harmes ved, er for mig at se ikke så anderledes end det, vi påfører os selv i dag, og bogen giver et utroligt ærligt billede af kvindens største styrker og værste tendenser.

Brændte Skygger er en roman om en kvinde der overlever alt hun udsættes for, og kommer styrket ud af forhindringerne. Også hun forstår at omstille sig efter alt hvad livet byder, og det byder på ikke så lidt skulle jeg hilse at sige. Den er på sine steder og især i slutningen lidt fortænkt, men alt i alt, er den en fantastisk skildring af kultur, historie og kvindelig styrke.

Nåh så kom jeg da lidt igang, og jeg vender snarligt tilbage med en anmeldelse af Ken Follets nyeste roman: Giganternes Fald.