Vindens Skygge af Carlos Ruiz Zafon

Ja så fik jeg da endelig lidt tid igen, hvor jeg kunne kommentere lidt på en bog jeg har læst. Den sidste af slagsen hedder Vinden Skygge, er skrevet af Carlos Ruiz Zafon, hvem jeg absolut intet ved om. Og jeg tror ærlig talt heller ikke, at det bliver et udvidet bekendtskab.

Bogen skulle så vidt jeg er orinteret være en krimi med et vist filosofisk islæt, men kald mig bare dum, jeg fangede altså ikke den store dybde. Bogen kommer hele tiden med antydninger og formuleringer der opfattes dybt, men det er lidt kejserens nye klæder synes jeg, for dybest set holder historien bare ikke, og derudover er selve krimihistorien lidt kedelig.

Som eksempel kan nævnes at bogen indledes med at bogens hovedperson, Daniel, som ti-årig tages med til "de glemte bøgers kirkegård" Dette besøg kommer i forbindelse med at Daniel vågner om uden at kunne huske sin mor, der er død da han var mindre. Dette reagerer faderen, der er antikvariker, på, ved at tage ham med hen til benævnte kirkegård. De tager afsted tidligt om morgenen, og portneren udveksler kryptiske kodeagtige hilsener med faderen. Det mærkes at Daniel nu indvies i noget stort, og han får da også at vide, at han aldrig må fortælle om dette sted, ikke engang til hans bedste ven.

Hvad er det da så for et sted - det er et sted, hvor bøger der ellers er blevet glemt af alle, får et sted at være. Første gang man besøger stedet, skal man adoptere en bog, som man skal passe på. Og det er sådan at Daniel kommer i besidelse af romanen "Vindens skygge" hvis tragiske handling, han kommer til at udleve på egen krop i takt med, at han prøver at opklare mysteriet om, hvad der blev af dens forfatter.

Der hvor filmen - eller bogen vel sagtens - knækker, er at det hele er lidt for tænkt. Fx giver de ukendte bøgers kirkegård bare ikke mening. Hvad skal man med sådan et sted? Hvis man havde bibliofile følelser overfor alle de bøger, der er røget ud i glemslen, så skulle det da være for at finde dem frem og få folk til at læse dem, - ikke at gemme dem væk i en hemmelig kælder. Det eneste stedet er egnet for er heldigt nok lige præcis det som "Vindens Skygge" bruger den til, nemlig at gemme det enestående tilbageværende eksemplar af en roman, som en eller anden har besluttet sig for at udrydde. Men det berettiger jo ikke et sådan steds eksistens.

Det samme gælder for mange andre af bogens problematiker og temaer, at der egentlig ikke er noget i historien, der berettiger hovedpersonen at tage de valg han gør. Det virker lidt som om at det gør han kun, fordi det passer ind i krimien, hvis han gør, men man tror ikke rigtig på historien - eller nærmere, man bliver lidt ligeglad.

Dog skal det siges, at dens bihistorier og personer og til dels også den skildring af Barcelona under og lige efter borgerkrigen, er ganske udemærket, og det er heller ikke en bog man ikke bliver færdig med, dertil er sproget alligevel for godt.

Den har ligeledes én finurlig finesse i sit handlingsplot som jeg vil lade være med at nævne, for det tilfælde at der skulle være én, der fik lyst at læse bogen til trods for denne ikke særligt flaterende anmeldelse.