Leif Davidsen

Så blev jeg færdig med min anden Leif Davidsen bog. Han er en af de forfattere jeg havde i tankerne, da jeg tidligere idag udtalte mig om forfattere jeg aldrig troede, at jeg frivilligt skulle give mig i kast med. Men jeg tænkte; Her er jeg en måske kommende dansklærer, og så har jeg aldrig læst Leif Davidsen! Den gik ikke, så nu har jeg lige færdiggjort "Uhellig Alliance" fra 1984 og "Den russiske sangerinde" fra 1988.

Da "Uhellig Alliance" udkom, blev den rost af anmelderne for bl.a. at være tidssvarende på alle måder. Den handler om den politiske situation i Baskerlandet, og jeg tror at samtidens anmeldere ramte hovedet fuldstændig på sømmet angående det tidssvarende. For jeg må indrømme, at jeg sad lidt med fornemmelsen af at man "...vist skulle have været der...!" Historien fangede mig aldrig, - kom ligesom aldrig igang, og antydede blot en masse spændinger som man vist skulle have levet i 70´erne, for virkelig at kunne sætte sig ind i og lade sig rive med af.

Anderledes var det med "Den russiske Sangerinde". Indrømmet; jeg er også noget mere historisk interesseret og velbevandret udi sovjettidens regime og undergang, end jeg er i ETA og Spanien, men jeg synes nu også, at historien var bedre bygget op. Dog var der stadig en tendens til, at pointen i krimidramaet blev tilbageholdt lige lovlig længe, taget i betragtning, at man allerede havde gættet det meste efter de første 30 sider. Men det hænger nok sammen med, at det ikke er krimigåden, der er Davidsens egentlige formål med historien, men snarere Sovjets undergang sat i kontrast overfor spørgsmålet om hovedpersonernes mulige harmoniske udvikling. De er på en måde i symbiose med det skrantende system, og deres skæbner er lagt ud til en social undergang, bundet op på det alkoholiserede og korrupte Sovjetunionen. Meget banalt er bogen delt op i en vinterperiode af deres liv og en sommerperiode, og hver især kæmper de sig igennem de dårlige odds fordi de begge er "overlevere" som hovedpersonen bemærker. Det interessante er, at det egentlig ikke er i hinanden, at de finder håbet - det havde næsten også været for banalt. De finder styrken og overlevelsesinstinktet hver for sig, og først derefter kan de (måske) leve sammen og for hinanden.

Det er altså dette eksistentielle plan af bogen, der er interessant, og ikke mordet der er blevet fejet ind under gulvtæppet På en eller anden måde kommer det bare aldrig rigtig til at interessere én, hvem der slog Sonja og Vera ihjel, hvorfor han gjorde det eller hvofor det blev skjult af systemet. Måske skyldes den manglende interesse fra både forfatter og læser, at ikke engang Veras søster virker til at bekymre sig om det.

Jeg har hørt at Davidsens nyere romaner skulle være noget bedre, så dem glæder jeg mig til at læse, og håber at hans krimi-dramatiske linje, er kommet på højde med hans person, - og samfundsskildringer.