Historiske romaner - Cornwell

Det forrige indlæg skulle egentlig bare have været en kort indledning til de bøger jeg nu vil anmelde. Men som det ofte går når I-personer som jeg selv, får stillet et forum til rådighed i hvilket jeg ikke kan blive afbrudt, udvikler sådanne indledninger sig ofte til en lang smøre. Der kan I bare se, nu er det ved at ske igen, så jeg må jo hellere komme igang!
Historiske romaner kan altså være meget forskellige med hensyn til, hvor meget forfatteren digter og hvor meget han forsøger at dokumenterer. Dette gør Bernard Cornwells Arthur-romaner til et meget interessant studie. Historierne om Arthur er nemlig ikke historie som sådan, men legender. Og legender indbyder til og kendetegnes netop ved, at blive fortalt og gendigtet om og om igen til det næsten ukendelige. Cornwell har sat omhyggeligt ind i alle disse forskellige Arthurlegender ligesom han har sat sig ind i Englands tidligste historie og religion, og ud fra disse studier har han sammenskruet en romantriologi om sagn og legendehelten Arthur, der virker mere troværdig end de fleste film, jeg har set. Samtidig er legendegenren jo som sagt en taknemmelig genre at forfatte over, da man ikke bliver irriteret af anakronismer og digtning, idet genren jo netop opfordre til det. Cornwell har endda taget broden af eventuelle skeptikere og kritikere, ved at lade sin historie fortælles gennem vores hovedperson Derfel. Derfel er en af Arthurs krigere og har overlevet alle beretningens personer og sidder nu mange år efter de vigtige begivenheder og nedskriver historien om Arthur for sin dronning. Cornwell springer på den måde frem og tilbage mellem fortællertid som er tiden hvor Derfel nedskriver, og fortalt tid hvor læser det han har nedskrevet - altså historien om Arthur. I fortællertiden brokker dronningen sig ofte over at Derfels beretning ikke stemmer overens med de beretninger hun har hørt bl.a. fra skjaldenes kvad. Hvilket Derfel (og dermed Cornwell) affejer som værende spin og propagande idet enhver kan købe en skjald til at kvæde, hvad det skal være, men at han selv blot prøver at beskrive begivenhederne som han oplevede dem som ung kriger. Derfel nævner desuden til sin læser, at han er overbevist om, at dronningen nok skal sørge for at få ændret hans beretning, så den stemmer overens med det, hun ønsker. På denne måde tager Cornwell altså ordet ud af kritikeres mund, samtidig med at han i stil med McCollough har et efterskrift til hvert bind, hvor han gør opmærksom på hans værste anakronismer, samt hans tanker forud for hans fortolkning af legender og historiske kilder.

Selve romanens fortælling er altså spændende og troværdig på den måde, at den fx når den beskæftiger sig med Merlins og andre druiders "troldom", næsten altid beskriver det på en så loyal måde, at det på den ene side virker troværdigt, hvorfor datidens mennesker troede på magien, men samtidig levnes der mere eller mindre ubemærket altid plads til rationalismens forklaringer på det "overnaturlige".

De første to bind i serien hedder "Vinterkongen" og "Guds Fjende" , og jeg ved pt ikke, hvornår tredie bind udkommer. Begge bind rummer selvstændige og umiddebare afsluttede historier, men det er dog en stor fordel at begynde med den første, da man ellers vil gå glip af en del pointer tror jeg.