Min hjerne frydes igen!

Der er tydeligvis to slags bøger, der kan give én lysten til selv at kaste sig ud i forfatterskabet. Den ekstrem dårlige, der fordrer tanken - "det der kan jeg gøre bedre" -, og så den virkelig gode der inspirerer ens hjerte og hjerne til selv at udfolde sig. Jeg har nu indenfor en kort periode, kun afbrudt af en sommerferiekrimi jeg ikke var helt sikker på, jeg fangede plottet i, været udsat for begge poler af dette spektrum. Den dårlige var repræsenteret af den historiske krimiroman Secretum, der er Monaldis og Sortis opfølger til deres første, og i øvrigt lige så dårligt skrevne "Imprimatur". Den kyniske læser kunne så anfægte, hvorfor jeg overhovedet kaster mig over en roman, hvis forfatteres potentiale jeg allerede har afvist en gang. Svaret på det skal findes i mit optimistiske væsen. (De af jer der kender mig vil opfange ironien) Det kunne jo være, at det var mig, der bare ikke havde fanget den store genístreg. Plottet og scenen for den første roman burde have været nok for en spændende og oplysende historisk krimi. Forfatterne burde i kraft af deres uddannelse have potentialet til at skrive et mesterværk, og det samme gjaldt altså for toeren. Men jeg måtte altså forkorte børnesangen til "...første gang så lader vi den gå, .. - men anden gang får de kniven" Monaldi og Sorti beviser med Secretum endnu engang, at de ikke har forstået forfatterens vigtigste rettesnor: 'Kill your darlings'!! Der er så mange ligegyldig detaljer og beskrivelser som fuldstændig kvæler handlingen, så både personer og plot tilsidst er blevet fuldstændig utroværdige og ligegyldige. Disse 'darlings' er i og for sig interessante nok set ud fra et historisk synspunkt, men så burde de have skrevet en dokumentarisk, og med deres sans for sprog kunne de måske endda have skrevet en udemærket populærdokumentar for BBC. Særligt deres dækning af forholdet mellem Ludvig d. XIV kærlighedsliv og krigsførelse tror jeg kunne egne sig rigtig godt for fjernsynet, med den klassiske BBC fortællerstemme til at lede os igennem de stemningsfulde rekonstruktioner.

Men altså efter at have brugt 3 måneder af mit liv, som jeg ikke får igen, på at tygge mig igennem denne dræber, har jeg nu kastet mig over en helt anden genre; Nemlig Jonathan Safran Foers 'Extremely loud & incredibly close' og tilfældet har gjort, at jeg må læse den på engelsk, hvilket jeg har en fornemmelse af også gør den størst ære. Jeg har kun læst 51 sider, men da jeg allerede var hooked efter tredie, kan jeg vist godt sige, at denne bog kommer til at få stor betydning for min inspiration og daglige humør. Hans skrivegenre er kaldet visual writing, da han som del af sin skrivestil bruger trykte billeder i romanen, ikke som illustrationer, men som del af handlingen. Men ellers vil jeg også karakteriserer hans skrivestil som 'stream of consciousness'. Dette er en stil, som jeg er stor tilhænger af, men som oftest opleves i noveller eller klummeskrivning. Dette skyldes, at det kan være svært at holde læserens interesse fanget for de små detaljer, der flyder fra fortællerens "bevidsthed", og jeg er derfor spændt på at se, om Foer kan gennemføre projektet, men indtil videre er jeg yderst overbevist. En af taktikkerne kan være parallelhistorierne der flettes ind i hovedhistorien om 9 årige Oscar Schell, der forsøger at tackle verdenen efter sin fars dødsfald 9/11. Dette skift mellem den 9 åriges verdensopfattelse (omend hans intelligensniveau vist ikke helt matcher den gennemsnitlige juniorer) og de mere voksne og dog absurde fortællinger, er meget stimulerende og fordrende for læsningen. Selve handlingen er jo egentlig yderst tragisk, og bliver netop kun nærværende pga. denne skrivestil, der gør den humoristisk og vedkommende. Havde den været skrevet i en mere ordinær socialrealistisk stil, ville en person som mig i hvert fald, hurtigt komme til at afvise den som uvedkommende, da jeg umuligt kan sætte mig ind i, hvad det vil sige at miste sin far til et meningsløst terrorangreb.

Jeg er som nævnt blot lige begyndt på denne vidunderlige bog, og hvis ellers familie og arbejde tillader det, regner jeg ikke med, at der går lang tid, før jeg er færdig. Jeg vender derfor formentlig snarest tilbage med en mere gennemtænkt vurdering, men indtil da, er det blot fantastisk at opleve at min hjerne atter frydes over en fantastisk velskrevet roman.