Ja så fik jeg da endelig lidt tid igen, hvor jeg kunne kommentere lidt på en bog jeg har læst. Den sidste af slagsen hedder Vinden Skygge, er skrevet af Carlos Ruiz Zafon, hvem jeg absolut intet ved om. Og jeg tror ærlig talt heller ikke, at det bliver et udvidet bekendtskab.
Bogen skulle så vidt jeg er orinteret være en krimi med et vist filosofisk islæt, men kald mig bare dum, jeg fangede altså ikke den store dybde. Bogen kommer hele tiden med antydninger og formuleringer der opfattes dybt, men det er lidt kejserens nye klæder synes jeg, for dybest set holder historien bare ikke, og derudover er selve krimihistorien lidt kedelig.
Som eksempel kan nævnes at bogen indledes med at bogens hovedperson, Daniel, som ti-årig tages med til "de glemte bøgers kirkegård" Dette besøg kommer i forbindelse med at Daniel vågner om uden at kunne huske sin mor, der er død da han var mindre. Dette reagerer faderen, der er antikvariker, på, ved at tage ham med hen til benævnte kirkegård. De tager afsted tidligt om morgenen, og portneren udveksler kryptiske kodeagtige hilsener med faderen. Det mærkes at Daniel nu indvies i noget stort, og han får da også at vide, at han aldrig må fortælle om dette sted, ikke engang til hans bedste ven.
Hvad er det da så for et sted - det er et sted, hvor bøger der ellers er blevet glemt af alle, får et sted at være. Første gang man besøger stedet, skal man adoptere en bog, som man skal passe på. Og det er sådan at Daniel kommer i besidelse af romanen "Vindens skygge" hvis tragiske handling, han kommer til at udleve på egen krop i takt med, at han prøver at opklare mysteriet om, hvad der blev af dens forfatter.
Der hvor filmen - eller bogen vel sagtens - knækker, er at det hele er lidt for tænkt. Fx giver de ukendte bøgers kirkegård bare ikke mening. Hvad skal man med sådan et sted? Hvis man havde bibliofile følelser overfor alle de bøger, der er røget ud i glemslen, så skulle det da være for at finde dem frem og få folk til at læse dem, - ikke at gemme dem væk i en hemmelig kælder. Det eneste stedet er egnet for er heldigt nok lige præcis det som "Vindens Skygge" bruger den til, nemlig at gemme det enestående tilbageværende eksemplar af en roman, som en eller anden har besluttet sig for at udrydde. Men det berettiger jo ikke et sådan steds eksistens.
Det samme gælder for mange andre af bogens problematiker og temaer, at der egentlig ikke er noget i historien, der berettiger hovedpersonen at tage de valg han gør. Det virker lidt som om at det gør han kun, fordi det passer ind i krimien, hvis han gør, men man tror ikke rigtig på historien - eller nærmere, man bliver lidt ligeglad.
Dog skal det siges, at dens bihistorier og personer og til dels også den skildring af Barcelona under og lige efter borgerkrigen, er ganske udemærket, og det er heller ikke en bog man ikke bliver færdig med, dertil er sproget alligevel for godt.
Den har ligeledes én finurlig finesse i sit handlingsplot som jeg vil lade være med at nævne, for det tilfælde at der skulle være én, der fik lyst at læse bogen til trods for denne ikke særligt flaterende anmeldelse.
tirsdag den 10. februar 2009
mandag den 11. august 2008
Libri di Luca
Puha nu så det så ud til at jeg ikke har fået læst noget siden april, men det er absolut ikke tilfældet. Tværtimod har jeg været meget optaget af en masse bøger her i min ferie, og nu hvor jeg så er begyndt at arbejde, har jeg slet ikke tid til hverken at læse eller at anmelde. Derfor kommer blot lige nogle små pluk og formentlig korte vurderinger, for det er jo, for nogle af bøgerne, noget tid siden, at de var en del af mit liv .
"Libri di Luca" af Mikkel Birkegaard
En dansk kriminalroman med et tvist af fantasy idet hovedplottet knytter sig til en selskab af mennesker, kaldet lettorer, der med deres specielle evner med hensyn til læsning af bøger, vel bedst kan sammenlignes med de mutanter, man møder i filmene X-men.
Disse lettorer er opdelt i to grupper, afsendere og modtagere, og kan påvirke andre mennesker ved enten som afsender at læse op af en bog, eller som modtager at påvirke den læsendes oplevelse når vedkommende selv læser. Det sidste er altså ensbetydende med, at de kan læse tanker. Bogen omhandler den intetanende Jons indgang i denne bøgernes verden, på et tidspunkt hvor mord og intriger truer med at splitte selskabet ad.
Jeg har ikke læst så mange krimier i mit liv, og da slet ikke danske. Det er meget gribende at læse om noget, der foregår så tæt på ens dagligdag, og da især når emnet så endda er bøger og læseoplevelser. Så kan man som bibliofil ikke helt undgå at blive fanget. Da jeg samtidig heller ikke går af vejen for en god fantasyroman, blev jeg desmere fanget af universet i lige netop denne krimi. Endelig hørte jeg faktisk denne bog som lydbog i stedet for at læse den selv, og det skal da lige siges, at det er temmelig hårrejsende at lytte til en bog, der handler om, hvordan oplæsere kan manipulere deres tilhørere.
Jeg kan altså varmt anbefale denne krimi. Dog skal det siges, at den hen imod slutningen kører lidt af sporet, så selv jeg, der er forholdsvis accepterende overfor overnaturlige plots - blot det er tro mod fortællingens eget univers, syntes, at det blev lidt for fantastisk og actionpræget det hele. Men måske Mikkel Birkegaard sad med et filmmanusskript i tankerne, da han skrev bogen.
Endelig vil jeg lige slå et stort slag for selve lydbog-konceptet. Det er et ganske udemærket supplement til læseoplevelsen, da det aktiverer en del af hjerne og fantasi, der ikke er helt så aktivt under indenadslæsning. Desuden kan en lydbog kombineres med mere rutinpræget arbejde, som fx kørsel eller huslige pligter, hvilket gør, at man holder sit læseunivers igang.

tirsdag den 22. april 2008
Blekingegadebanden
Så blev jeg endelig færdig med to´eren. En sådan begyndelse på en anmeldelse lover ellers ikke godt, men jeg vil nu alligevel anbefale Blekingegadebanden af Peter Øvig Knudsen. Især var den første bog en virkelig pageturner. Den havde et mere klart kronologisk forløb tror jeg, hvorimod det virker som om, at Knudsen i to´eren nogle gange ryger ud af en tangent og glemmer sin hovedhistori.
Men altså alt i alt et virkelig godt stykke arbejde, og hvor ville jeg dog ønske, at der var flere, der kunne skrive ligesom ham om historiske emner. Jeg har før været inde at lovprise de historiske romaner, og de er også en fantastisk genre, når de er skrevet ordentligt, men tænk at kunne skrive så medrivende om noget faktuelt, at man faktisk ender med at få sympati for de hårdkogte forbrydere, blot fordi en forfatter har gjort sig den umage at beskrive dem som mennesker. Jeg glemte flere gange, at dette var den barske virkelighed og ikke en veldrejet krimi, jeg var igang med - og det var vel også derfor at så mange fejlagtigt stemte på den til boghandlernes læserpris, der ellers kun kan modtages af skønlitterære forfattere.
Jo! - min allervarmeste anbefaling af bogen - den sætter både følelser og tanker igang, og det er jo ikke det værste.

mandag den 28. januar 2008
Christian og Christian om ondskab!
Hvor får man dog tid til at læse når man er arbejdssøgende! Jeg har siden sidst fået læst Christian Mørks "Darling Jim" og Christian Jungersen "Undtagelsen". Begge handler de om ondskaben, og begge er de skrevet lidt specielt, idet de bruger forskellige fortællevinkler. Darling Jim er historien om nogen der fortæller en historie om én der fortæller en historie. Alle historierne handler om fortælleren selv, og alle afslører de at mennesket indholder mere end man måske lige i første omgang tiltror det, og her tænker jeg specielt på menneskets mørkere sider. Historien er forholdsvis godt skruet sammen med alle sine fortælleplaner, om end jeg dog blev en smule træt af det lidt film-kunstige sprog. Samtidig med det eksistentielle tema, er den dog først og fremmest tænkt som en krimi tror jeg, men der halter den lidt, idet den mister spændingsnivauet forholdsvis hurtigt.
Dette faktum gjorde, at jeg først slet ikke lagde mærke til det eksistentielle tema om menneskets ondskab og handlinger. Og jeg havde nok heller ikke kommet i tanker om det, havde det ikke været for Christian nr 2´s bog "Undtagelsen"
Dens forskellige fortællervinkel knytter sig til de forskellige personer i en typisk konstrueret gruppe, som man finder den på en lille arbejdsplads. Denne arbejdsplads beskæftiger sig "tilfældigvis" med essensen af den menneskelige ondskab - nemlig folkedrab, og derfor bliver fokuseringen på "den lille ondskab," som vi finder den i alle mennesker, særligt udstillet. Det er så at sige historien om den lille ondskab i den store ondskab! Den lille ondskab er her repræsenteret ved emner som: mobning, jalousi, egoisme og meningsløs sygdom. Bogen kommer sideløbende med forskellige teoretiske vinkler på ondskabens psykologi og kæder derved betingelserne for den store og den lille ondskab sammen.
Dette gøres mesterligt godt, og det er på mange måder en højst ubehagelig bog, netop fordi Jungersen rammer så godt i sine eksempler på og beskrivelser af den lille ondskab.
Ligesom Christian Mørk, har Jungersen dog også et problem med selve krimihistorien, der også er tema i hans bog, omend det dog ikke fylder nær så meget som hos Mørk. Dog er det absolut ikke spændingsniveauet, der er et problem hos Jungersen men nærmere realismen og den røde tråd. Det er især i slutningen at dette tema tager fat, og det er som om at Jungersen værgre sig ved at give læseren forløsningens glæde ved at få mysteriet opklaret.
Denne slutning er selvfølgelig et stort tema i sig selv, og måske er det mig der har misforstået det hele, så det jeg ser som et problem ved bogen faktisk er dens genialitet.
Uanset vil det være svært for mig at komme mere ind på, uden at afsløre for meget om slutningen, men jeg er meget villig til at diskutere den på kommentarene her på bloggen. Så kan du der ikke har læst bogen endnu jo bare lade være med at gå ind under kommentarer.

fredag den 28. december 2007
"En utjekket mors hemmelige liv"
Jeg er måske ikke mor endnu, men derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i hvordan en utjekket én af slagsen må have det. Fiona Neils "klumme-roman" rammer lige i plet i min humor, og jeg hulkede mig igennem hendes roman om den engelske forstadsforstadsmor til tre - Lucy! Lucy beskriver sin verden sådan som hun møder den. Det vil sige at de fleste personer udenforhendes nærmeste vennekreds reduceres til at betegnes efter det umiddelbare indtryk de gør på hende. Hermed introduceres læseren både til "toptjekkede mor", "sexede hjemmefar", "Alphamor" osv osv. Såvel metoden som selve figurerne er letgenkendelige for de fleste, hvilket kendetegner denne bog. Den sætter ord på vores hverdag og hverdagens trivialiteter og problemer, på en måde så vi kun kan grine af det. Den leger med tanken om at træde ud af hverdagens trædemølle og afprøve et eventyr fx i form af utroskab. Hvad der kommer ud af det, vil jeg ikke afsløre, men blot endnu engang understrege at bogen er utrolig troværdig og værd at bruge en forlænget weekend på.
Dog skal lyde en advarsel - den er UTROLIG pinlig sine steder, så hvis man, som jeg, har en stor indlevelsesevne, bør man måske lade være med at læse den på offentlige steder, da man ellers kan komme til at sidde og træde sig selv over fødderne, rødme eller le højt.
minder lidt om Nynne eller Bridget Jones - blot for lidt mere satte mennesker.

tirsdag den 11. december 2007
Harry Potter og dødsregalierne
Så er afstemningen afsluttet, og der var jo ikke den store entutiasme. Ikke desto mindre var jeg selv dybt positivt overrasket over slutningen på Rowlings mesterserie. Jeg havde tænkt mig at jeg skulle have diskuteret bogen her på siden, men jeg kan fornemme, at der er en uudtalt aftale om stadig ikke at afsløre noget om handlingen. Og jeg forstår det godt. I boghandleren jeg arbejder i, har jeg solgt alle dele af serien, og særligt har vi selvfølgelig rigtig mange "dødsregalier" til julegave. Der er altså stadig mange fans og nye læsere der ikke har haft fornøjelsen af selv at læse slutningen på serien, og derfor vil jeg naturligvis heller ikke afsløre noget her. Jeg vil i stedet opfordre til selv at læse serien - den kan købes lige nu i samlet box til 1500,- hos GAD :-)
De ti herskere
Så er jeg kommet med på krimigenren igen. Seneste skud på min krimiliste er Christian Mørks ´De Ti Herskere.` Den handler om et verdensomspændende 750 år gammelt broderskab oprettet i Venedig, som styrer verdenshandlens balance til egen fordel med alt hvad dertil hører af krige, nødhjælp og politiske beslutninger. Broderskabets virksomhed bliver truet da bogens hovedperson biologen Victor finder frem til en DNA-klonet superris, som kan afhjælpe den 3. verdens hungersnød og fattigdom. Dette betyder at bogens skurke, dvs. det gamle broderskab "de ti herskere", ikke kan tjene så mange penge på nødhjælp i fremtiden, og derfor er den halvnørdede og ubehjælpelige Victor på deres sorte liste. Handlingen skrider frem efterhånden som Victor bliver udsat for attentater og hetz, og både han og læseren har mere end svært ved at finde ud af, hvem man kan stole på, og hvem der er agenter for broderskabet. Hvad er virkelighed og tilfældigheder, og hvad er sat i scene for at gøre offeret utryk.
Bogen minder på den måde om filmen "The game", og er vanvittig godt skrevet. Historien tager ofte en drejning, og alligevel viser det hele sig til sidst at hænge sammen via en fin rød tråd. Det er på samme tid en gammeldags historie med en ægte helt, hvis moral og hensigter man ikke er i tvivl om, og på den anden side en moderne historie, hvor man helt til sidste blad, er usikker på om det går godt eller skidt.
Bogen er altså spændende skrevet, men bliver dog alligevel en smule langtrukken sine steder. Absolut læseværdig, hvis man er til spænding, men giver også stof til eftertanke, omend jeg synes dens konspirationsteorier om den topstyrede verdenshandel bliver en smule fantasifulde.

Abonner på:
Opslag (Atom)