Christian og Christian om ondskab!

Hvor får man dog tid til at læse når man er arbejdssøgende! Jeg har siden sidst fået læst Christian Mørks "Darling Jim" og Christian Jungersen "Undtagelsen". Begge handler de om ondskaben, og begge er de skrevet lidt specielt, idet de bruger forskellige fortællevinkler. Darling Jim er historien om nogen der fortæller en historie om én der fortæller en historie. Alle historierne handler om fortælleren selv, og alle afslører de at mennesket indholder mere end man måske lige i første omgang tiltror det, og her tænker jeg specielt på menneskets mørkere sider. Historien er forholdsvis godt skruet sammen med alle sine fortælleplaner, om end jeg dog blev en smule træt af det lidt film-kunstige sprog. Samtidig med det eksistentielle tema, er den dog først og fremmest tænkt som en krimi tror jeg, men der halter den lidt, idet den mister spændingsnivauet forholdsvis hurtigt.

Dette faktum gjorde, at jeg først slet ikke lagde mærke til det eksistentielle tema om menneskets ondskab og handlinger. Og jeg havde nok heller ikke kommet i tanker om det, havde det ikke været for Christian nr 2´s bog "Undtagelsen"

Dens forskellige fortællervinkel knytter sig til de forskellige personer i en typisk konstrueret gruppe, som man finder den på en lille arbejdsplads. Denne arbejdsplads beskæftiger sig "tilfældigvis" med essensen af den menneskelige ondskab - nemlig folkedrab, og derfor bliver fokuseringen på "den lille ondskab," som vi finder den i alle mennesker, særligt udstillet. Det er så at sige historien om den lille ondskab i den store ondskab! Den lille ondskab er her repræsenteret ved emner som: mobning, jalousi, egoisme og meningsløs sygdom. Bogen kommer sideløbende med forskellige teoretiske vinkler på ondskabens psykologi og kæder derved betingelserne for den store og den lille ondskab sammen.

Dette gøres mesterligt godt, og det er på mange måder en højst ubehagelig bog, netop fordi Jungersen rammer så godt i sine eksempler på og beskrivelser af den lille ondskab.

Ligesom Christian Mørk, har Jungersen dog også et problem med selve krimihistorien, der også er tema i hans bog, omend det dog ikke fylder nær så meget som hos Mørk. Dog er det absolut ikke spændingsniveauet, der er et problem hos Jungersen men nærmere realismen og den røde tråd. Det er især i slutningen at dette tema tager fat, og det er som om at Jungersen værgre sig ved at give læseren forløsningens glæde ved at få mysteriet opklaret.

Denne slutning er selvfølgelig et stort tema i sig selv, og måske er det mig der har misforstået det hele, så det jeg ser som et problem ved bogen faktisk er dens genialitet.
Uanset vil det være svært for mig at komme mere ind på, uden at afsløre for meget om slutningen, men jeg er meget villig til at diskutere den på kommentarene her på bloggen. Så kan du der ikke har læst bogen endnu jo bare lade være med at gå ind under kommentarer.

"En utjekket mors hemmelige liv"

Jeg er måske ikke mor endnu, men derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i hvordan en utjekket én af slagsen må have det. Fiona Neils "klumme-roman" rammer lige i plet i min humor, og jeg hulkede mig igennem hendes roman om den engelske forstadsforstadsmor til tre - Lucy! Lucy beskriver sin verden sådan som hun møder den. Det vil sige at de fleste personer udenforhendes nærmeste vennekreds reduceres til at betegnes efter det umiddelbare indtryk de gør på hende. Hermed introduceres læseren både til "toptjekkede mor", "sexede hjemmefar", "Alphamor" osv osv. Såvel metoden som selve figurerne er letgenkendelige for de fleste, hvilket kendetegner denne bog. Den sætter ord på vores hverdag og hverdagens trivialiteter og problemer, på en måde så vi kun kan grine af det. Den leger med tanken om at træde ud af hverdagens trædemølle og afprøve et eventyr fx i form af utroskab. Hvad der kommer ud af det, vil jeg ikke afsløre, men blot endnu engang understrege at bogen er utrolig troværdig og værd at bruge en forlænget weekend på.
Dog skal lyde en advarsel - den er UTROLIG pinlig sine steder, så hvis man, som jeg, har en stor indlevelsesevne, bør man måske lade være med at læse den på offentlige steder, da man ellers kan komme til at sidde og træde sig selv over fødderne, rødme eller le højt.

minder lidt om Nynne eller Bridget Jones - blot for lidt mere satte mennesker.

Harry Potter og dødsregalierne

Så er afstemningen afsluttet, og der var jo ikke den store entutiasme. Ikke desto mindre var jeg selv dybt positivt overrasket over slutningen på Rowlings mesterserie. Jeg havde tænkt mig at jeg skulle have diskuteret bogen her på siden, men jeg kan fornemme, at der er en uudtalt aftale om stadig ikke at afsløre noget om handlingen. Og jeg forstår det godt. I boghandleren jeg arbejder i, har jeg solgt alle dele af serien, og særligt har vi selvfølgelig rigtig mange "dødsregalier" til julegave. Der er altså stadig mange fans og nye læsere der ikke har haft fornøjelsen af selv at læse slutningen på serien, og derfor vil jeg naturligvis heller ikke afsløre noget her. Jeg vil i stedet opfordre til selv at læse serien - den kan købes lige nu i samlet box til 1500,- hos GAD :-)

De ti herskere

Så er jeg kommet med på krimigenren igen. Seneste skud på min krimiliste er Christian Mørks ´De Ti Herskere.` Den handler om et verdensomspændende 750 år gammelt broderskab oprettet i Venedig, som styrer verdenshandlens balance til egen fordel med alt hvad dertil hører af krige, nødhjælp og politiske beslutninger. Broderskabets virksomhed bliver truet da bogens hovedperson biologen Victor finder frem til en DNA-klonet superris, som kan afhjælpe den 3. verdens hungersnød og fattigdom. Dette betyder at bogens skurke, dvs. det gamle broderskab "de ti herskere", ikke kan tjene så mange penge på nødhjælp i fremtiden, og derfor er den halvnørdede og ubehjælpelige Victor på deres sorte liste. Handlingen skrider frem efterhånden som Victor bliver udsat for attentater og hetz, og både han og læseren har mere end svært ved at finde ud af, hvem man kan stole på, og hvem der er agenter for broderskabet. Hvad er virkelighed og tilfældigheder, og hvad er sat i scene for at gøre offeret utryk.

Bogen minder på den måde om filmen "The game", og er vanvittig godt skrevet. Historien tager ofte en drejning, og alligevel viser det hele sig til sidst at hænge sammen via en fin rød tråd. Det er på samme tid en gammeldags historie med en ægte helt, hvis moral og hensigter man ikke er i tvivl om, og på den anden side en moderne historie, hvor man helt til sidste blad, er usikker på om det går godt eller skidt.

Bogen er altså spændende skrevet, men bliver dog alligevel en smule langtrukken sine steder. Absolut læseværdig, hvis man er til spænding, men giver også stof til eftertanke, omend jeg synes dens konspirationsteorier om den topstyrede verdenshandel bliver en smule fantasifulde.

Historiske romaner - Cornwell

Det forrige indlæg skulle egentlig bare have været en kort indledning til de bøger jeg nu vil anmelde. Men som det ofte går når I-personer som jeg selv, får stillet et forum til rådighed i hvilket jeg ikke kan blive afbrudt, udvikler sådanne indledninger sig ofte til en lang smøre. Der kan I bare se, nu er det ved at ske igen, så jeg må jo hellere komme igang!
Historiske romaner kan altså være meget forskellige med hensyn til, hvor meget forfatteren digter og hvor meget han forsøger at dokumenterer. Dette gør Bernard Cornwells Arthur-romaner til et meget interessant studie. Historierne om Arthur er nemlig ikke historie som sådan, men legender. Og legender indbyder til og kendetegnes netop ved, at blive fortalt og gendigtet om og om igen til det næsten ukendelige. Cornwell har sat omhyggeligt ind i alle disse forskellige Arthurlegender ligesom han har sat sig ind i Englands tidligste historie og religion, og ud fra disse studier har han sammenskruet en romantriologi om sagn og legendehelten Arthur, der virker mere troværdig end de fleste film, jeg har set. Samtidig er legendegenren jo som sagt en taknemmelig genre at forfatte over, da man ikke bliver irriteret af anakronismer og digtning, idet genren jo netop opfordre til det. Cornwell har endda taget broden af eventuelle skeptikere og kritikere, ved at lade sin historie fortælles gennem vores hovedperson Derfel. Derfel er en af Arthurs krigere og har overlevet alle beretningens personer og sidder nu mange år efter de vigtige begivenheder og nedskriver historien om Arthur for sin dronning. Cornwell springer på den måde frem og tilbage mellem fortællertid som er tiden hvor Derfel nedskriver, og fortalt tid hvor læser det han har nedskrevet - altså historien om Arthur. I fortællertiden brokker dronningen sig ofte over at Derfels beretning ikke stemmer overens med de beretninger hun har hørt bl.a. fra skjaldenes kvad. Hvilket Derfel (og dermed Cornwell) affejer som værende spin og propagande idet enhver kan købe en skjald til at kvæde, hvad det skal være, men at han selv blot prøver at beskrive begivenhederne som han oplevede dem som ung kriger. Derfel nævner desuden til sin læser, at han er overbevist om, at dronningen nok skal sørge for at få ændret hans beretning, så den stemmer overens med det, hun ønsker. På denne måde tager Cornwell altså ordet ud af kritikeres mund, samtidig med at han i stil med McCollough har et efterskrift til hvert bind, hvor han gør opmærksom på hans værste anakronismer, samt hans tanker forud for hans fortolkning af legender og historiske kilder.

Selve romanens fortælling er altså spændende og troværdig på den måde, at den fx når den beskæftiger sig med Merlins og andre druiders "troldom", næsten altid beskriver det på en så loyal måde, at det på den ene side virker troværdigt, hvorfor datidens mennesker troede på magien, men samtidig levnes der mere eller mindre ubemærket altid plads til rationalismens forklaringer på det "overnaturlige".

De første to bind i serien hedder "Vinterkongen" og "Guds Fjende" , og jeg ved pt ikke, hvornår tredie bind udkommer. Begge bind rummer selvstændige og umiddebare afsluttede historier, men det er dog en stor fordel at begynde med den første, da man ellers vil gå glip af en del pointer tror jeg.

Historiske romaner - McCollough

Det kan vel ikke undre nogen, at jeg altid har været fan af historiske romaner. Det er spændende at se hvilken inspiration virklighedens personer og begivenheder kan give til gode forfattere. Med historiske romaner er der dog altid den fare, at man bliver låst fast i en bestemt opfattelse eller tolkning af kilderne. Hermed mener jeg at en romanforfatter kan skrive så godt at man glemmer at tage hans eller hendes forfatterfrihed med i overvejelserne når man læser deres romaner, og dette kan gå ud over læseoplevelsen når man senere læser andre romaner der omhandler samme historiske periode eller emne. Ja selv dokumentariske udsendelser eller fagbøger kan falde for dommen, hvis man først har lagt sig fast på en romans udlægning. Jeg har selv haft denne oplevelse i forhold til romaner og film om romerriget efter at have læst ´Den romerske familie`af Colleen McCollough.

Det er en romanserie om republikens sidste tid, og den er fantastisk velskrevet og veldokumenteret. McCollough gør virkelig en dyd ud af at beskrive familierelationer, ritualer osv ligesom hun til hvert bind har et udførligt efterskrift, hvor hun beskriver hendes metode overfor de kilder hun har haft at arbejde med. Dette var noget hun i nogle anmeldelser blev kritiseret for, ligesom udfordrerne i den historikerfejde, der foregik i 90´erne brugte hende som skrækeksempel på dårlig skønlitterær historieformidling. Dette er jeg dybt uenig med dem i. Jeg mener at der skal være plads til al historieformidling. Dem der kun vil læse fodnoter, dem der helst vil læse en bog der kunne være drejebogen til en film, og så os midt imellem. Jeg kender mange, der har læst McCollough og som har lært virkelig meget samtidig med, at de er blevet underholdt.

Men som jeg tidligere var inde på, så er selv McCollughs romaner kun én fortolkning af mange, men til forskel fra bl.a. Dan Brown gør hun eksplicit opmærksom på, hvornår hun digter, hvornår hun fortolker og hvad hun opfatter som uimodsagte facts. Men jeg må jo altså, til trods for min nyerhverved titel af cand.mag. i Historie og Danske med skam bekende, at jeg efter at have læst hendes romaner ikke rigtig kan forlige mig med andre romanforfatteres bud på fortolkninger. Dette gælder fx folk som Iggulden og manuskriptforfatterne til tv-serien ROME, der begge omhandler samme periode. De digter meget, hvilket de er i deres ret til, men det irriterer mig alligevel.

- tid til litteraturen!

Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at jeg i forbindelse med afleveringen af mit speciale og den nye situation som eks-studerende har åbnet mulighed for at jeg kan afprøve en gammel drøm om at arbejde mere konkret med litteraturen. Jeg har således fået ansættelse som juleassistance i GAD-boghandleren i Århus, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.
Jeg er klar over at det måske ikke er den mest relevante uddannelse jeg har til at stå i butik, men det var alligevel dejligt at mærke bestyrerens glæde over at jeg gennem min uddannelse viste min interesse og kompetence inde for litteratur, - det var kort sagt dejligt for en gang skyld, at blive headhuntet på grund af sin uddannelse som cand. mag. i stedet for at blive ansat på trods af den.
Så er I i Århus i december, så kig forbi GAD på strøget - eller også lad være for der er sikkert RIGTIG mange mennesker!!! - der røg den fredelige julemåned for mig.