Peter Seeberg og Villy Sørensen

Forleden var jeg indkaldt som vikar for en 8. klasse, der skulle have Dansk. På min vikarseddel stod der, at klassen havde arbejdet med Seebergs noveller "Patienten" og "Hjulet". Jeg havde faktisk aldrig rigtig læst noget af ham før, så som den gode vikar jeg er, brugte jeg selvfølgelig lige en mellemtime på at læse novellerne og sætte mig lidt ind i analysen. Og jeg var solgt med det samme. Endnu en stor dansk forfatter, der formåede at udlede humor af tressernes mørke modernisme. Jeg mener; der er altså mange måder at fortælle os, at verden omkring os er blevet meningsløs, men Seebergs måde er absolut en af de mere sofistikerede. Jeg kom umiddelbart til at tænke på Villy Sørensens "Blot en drengestreg", da jeg læste "Patienten", og genlæste den derfor da jeg kom hjem, for igen at opdage den humor Villy Sørensen lægger for dagen. Hans skrivestil minder mig på en eller anden måde om H.C. Andersen på svampe. I en klassisk eventyrstil beskriver han de mest absurde scenarier, så man næsten ikke opdager vanvidet, og det var lidt af den samme oplevelse jeg havde, da jeg læste Seebergs noveller.

Både "Patienten" og "Blot en drengestreg" handler om amputerede legemsdele. (det samme gør i øvrigt H.C. Andersens "den standhaftige tinsoldat", som en af mine tidligere studiekammerater opmærksomt bemærkede.) I begge noveller bliver amputeringen opsat som noget videnskabeligt og logisk for de implicerede i historien, samtidig med, at vi som læsere kan se til og føle os så uendelig meget klogere, idet vi kan se meningsløsheden eller vanvidet i det der udspiller sig for os. Begge noveller ender dog med en åbning, hvor hovedpersonerne søger bekræftelse i deres vanvittige realitetsforståelse. Drengene hos Villy Sørensen kunne blive oplyst af deres moder, der jo egentlig bære sin del af skylden for, at det hele går så galt, i sit mislykkede forsøg på at uddanne sine børn. Men her til sidst hvor ærlighed måske netop kunne have været på sin plads, synker hun selv ned i børnenes vanvid, så de må leve videre i uvidenhed om deres skyld. Også hos Seeberg søger "patienten" oplysning hos hende, der står ham nærmest. Han har fået udskiftet alle sine legemsdele, og spørger om hun kan kende ham. Han søger bekræftelse på om hans identitet er den samme, eller om han bør have en etisk skyldfølelse. Hun er som Villy Sørensens "moder" heller ikke ærlig overfor ham, men vi fornemmer, at han til forskel fra drengene ikke lader sig stille tilfreds med hendes svar. Hans søgen er ikke forbi.

Både Hjulet og Patienten tilhører novellesamlingen "Eftersøgningen" fra 1962. Mine elever skulle finde temaet i novellerne og selv skrive en historie ud fra samme samme tema. Nogle skrev om at finde meningen med livet, som vel primært er det "Hjulet" handler om, men overordnet handler begge noveller vel mest om det at søge. Om eftersøgningen. Derved er temaet ligepludselig ikke blot den typiske modernistiske novelles parole om meningsløsheden, eller den postmodernes relativisme om at finde en mening, der gælder for dig selv. Men temaet er selve det at søge. En af eleverne skrev fx en historie om én der søgte efter sine forældre. Villy Sørensen, der skrev før Seeberg, skrev foruden om det at skabe mening, også om at søge efter et sted at placere skyldfølelsen, og sådan er eftersøgningstemaet egentlig evigt aktuelt mener jeg. Vi søger alle efter noget, og det er forskellige ting vi søger efter livet igennem.

Altså endnu en anbefaling af nogle gamle klassikere, der stadig er aktuelle. Jeg har med vilje ikke skrevet for meget om handlingen i fx "Blot en drengestreg" for den er simpelthen så absurd at den skal erfares gennem Villy Sørensens sprog. (Novellen kan findes i "Sære Historier)