"Historikeren" af Elizabeth Kostova

Så blev jeg færdig med romanen - lidt for hurtigt måske i forhold til, at jeg skulle forestille at skrive speciale på fuldt tid. Jeg vil begynde med slutningen og sige, at den desværre slutter lidt svævende, synes jeg, hvilket er rigtig ærgeligt, da den gennem de forudgående 700 sider virkelig har forstået at holde et højt niveau både sprogmæssigt og i forhold til udvikling af plottet.

Romanens tema er ideen om at fordybe sig i fortiden. At komme tæt på historien så man bliver en del af den, ligesom den er en del af os.

Temaet bliver formidlet både gennem plottet og dets ramme. Rammen er bl.a. fortællevinklen, der indehaves af en pige, hvis navn vi aldrig får oplyst i fortællingen. Grunden hertil er meget spidsfindig, idet forordet lægger op til, at romanen er en autentisk historie - fortællerens egen samt hendes fars historie. Der er heller intet navn underskrevet forordet, og romanen er i øvrigt skrevet i 1.person. Læseren får altså helt i overensstemmelse med intentionen, den illusion, at det er Elizabeth Kostova, der er fortælleren, hvis historie vi skal høre. Det eneste, der afslører illusionen og samtidig gør, at romanen ikke direkte er uærlig overfor sin læser i sin påståede autenticitet, er dateringen af forordet, der er "underskrevet": Oxford, England 15. jan. 2008.

Fortælleren er historiker, ligesom hendes far er historiker. Romanen handler om hans forskning i fyrst Draculas liv og makabre bedrifter. Gennem denne forskning kommer både han og fortælleren meget tæt på fortiden og begrebet: "at blive en del af historien får en hel anden betydning".

Fortælleren fortæller altså sin fars historie, der samtidig fortæller både sin vejleders og sin kones historie, og alle fortæller de Draculas historie. Det lyder forvirrende, men det er det ikke - det er mesterligt godt tænkt og skrevet.
Det hele bliver fortalt dels som fortællerens almene datids-fortælling, dels som breve, der fortæller de andres historie. Det eneste misforhold, der er ved dette, er, at faderens breve fx også refererer andre breve og kilder, han har set omkring 20 år tidligere, og jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen har så god en hukommelse, at han kan citere dem så nøje. Men ideen er god, og det er et simpelt trick for at undgå en alvidende fortæller, hvilket ville have taget spændingen ud af romanen.

For det er frem for alt en spændingsroman - og den virker! En af de anmeldelser, der er trykt på bogens forside, siger: "tænk dig ´Da Vinci mysteriet` - med hjerne.." Det er en sigende bemærkning. For "Historikeren" har noget af det samme akademiske drive som Da Vinci spiller på. Hovedpersonerne render fra det ene arkiv til det andet og støver kilder op, og læseren har tid til at udføre detektivarbejdet sammen med dem. Forskellen fra Da Vinci, synes jeg, ligger netop i, at der er hjerne og originalitet bag "Historikeren", samtidig med at den lægger sig lige op af den streg, der markerer grænsen mellem fiktion og dokumentation. Det er ikke en historisk roman, selvom mange af hendes oplysninger sikkert er rigtige. Det er heller ikke nogen autentisk historie, selvom den påstår det i forordet. Det er Da Vinci heller ikke. Forskellen er blot, at hvor "Historikeren" netop lægger et lille spor ud, der afslører illusionen for den opmærksomme læser, fastholder Da Vinci sin fiktion som fakta, hvorved den krydser stregen, og blot bliver en løgn.

Jeg har ikke fortalt ret meget om, hvad præcis "Historikeren" handler om, da jeg selv synes, det er træls at vide for meget om en bog, inden jeg læser den, men jeg vil anbefale den på det varmeste til alle, der kan lide spænding, historie og en flot fortælling.