Det forrige indlæg skulle egentlig bare have været en kort indledning til de bøger jeg nu vil anmelde. Men som det ofte går når I-personer som jeg selv, får stillet et forum til rådighed i hvilket jeg ikke kan blive afbrudt, udvikler sådanne indledninger sig ofte til en lang smøre. Der kan I bare se, nu er det ved at ske igen, så jeg må jo hellere komme igang!
Historiske romaner kan altså være meget forskellige med hensyn til, hvor meget forfatteren digter og hvor meget han forsøger at dokumenterer. Dette gør Bernard Cornwells Arthur-romaner til et meget interessant studie. Historierne om Arthur er nemlig ikke historie som sådan, men legender. Og legender indbyder til og kendetegnes netop ved, at blive fortalt og gendigtet om og om igen til det næsten ukendelige. Cornwell har sat omhyggeligt ind i alle disse forskellige Arthurlegender ligesom han har sat sig ind i Englands tidligste historie og religion, og ud fra disse studier har han sammenskruet en romantriologi om sagn og legendehelten Arthur, der virker mere troværdig end de fleste film, jeg har set. Samtidig er legendegenren jo som sagt en taknemmelig genre at forfatte over, da man ikke bliver irriteret af anakronismer og digtning, idet genren jo netop opfordre til det. Cornwell har endda taget broden af eventuelle skeptikere og kritikere, ved at lade sin historie fortælles gennem vores hovedperson Derfel. Derfel er en af Arthurs krigere og har overlevet alle beretningens personer og sidder nu mange år efter de vigtige begivenheder og nedskriver historien om Arthur for sin dronning. Cornwell springer på den måde frem og tilbage mellem fortællertid som er tiden hvor Derfel nedskriver, og fortalt tid hvor læser det han har nedskrevet - altså historien om Arthur. I fortællertiden brokker dronningen sig ofte over at Derfels beretning ikke stemmer overens med de beretninger hun har hørt bl.a. fra skjaldenes kvad. Hvilket Derfel (og dermed Cornwell) affejer som værende spin og propagande idet enhver kan købe en skjald til at kvæde, hvad det skal være, men at han selv blot prøver at beskrive begivenhederne som han oplevede dem som ung kriger. Derfel nævner desuden til sin læser, at han er overbevist om, at dronningen nok skal sørge for at få ændret hans beretning, så den stemmer overens med det, hun ønsker. På denne måde tager Cornwell altså ordet ud af kritikeres mund, samtidig med at han i stil med McCollough har et efterskrift til hvert bind, hvor han gør opmærksom på hans værste anakronismer, samt hans tanker forud for hans fortolkning af legender og historiske kilder.
Selve romanens fortælling er altså spændende og troværdig på den måde, at den fx når den beskæftiger sig med Merlins og andre druiders "troldom", næsten altid beskriver det på en så loyal måde, at det på den ene side virker troværdigt, hvorfor datidens mennesker troede på magien, men samtidig levnes der mere eller mindre ubemærket altid plads til rationalismens forklaringer på det "overnaturlige".
De første to bind i serien hedder "Vinterkongen" og "Guds Fjende" , og jeg ved pt ikke, hvornår tredie bind udkommer. Begge bind rummer selvstændige og umiddebare afsluttede historier, men det er dog en stor fordel at begynde med den første, da man ellers vil gå glip af en del pointer tror jeg.
fredag den 23. november 2007
Historiske romaner - McCollough
Det kan vel ikke undre nogen, at jeg altid har været fan af historiske romaner. Det er spændende at se hvilken inspiration virklighedens personer og begivenheder kan give til gode forfattere. Med historiske romaner er der dog altid den fare, at man bliver låst fast i en bestemt opfattelse eller tolkning af kilderne. Hermed mener jeg at en romanforfatter kan skrive så godt at man glemmer at tage hans eller hendes forfatterfrihed med i overvejelserne når man læser deres romaner, og dette kan gå ud over læseoplevelsen når man senere læser andre romaner der omhandler samme historiske periode eller emne. Ja selv dokumentariske udsendelser eller fagbøger kan falde for dommen, hvis man først har lagt sig fast på en romans udlægning. Jeg har selv haft denne oplevelse i forhold til romaner og film om romerriget efter at have læst ´Den romerske familie`af Colleen McCollough.
Det er en romanserie om republikens sidste tid, og den er fantastisk velskrevet og veldokumenteret. McCollough gør virkelig en dyd ud af at beskrive familierelationer, ritualer osv ligesom hun til hvert bind har et udførligt efterskrift, hvor hun beskriver hendes metode overfor de kilder hun har haft at arbejde med. Dette var noget hun i nogle anmeldelser blev kritiseret for, ligesom udfordrerne i den historikerfejde, der foregik i 90´erne brugte hende som skrækeksempel på dårlig skønlitterær historieformidling. Dette er jeg dybt uenig med dem i. Jeg mener at der skal være plads til al historieformidling. Dem der kun vil læse fodnoter, dem der helst vil læse en bog der kunne være drejebogen til en film, og så os midt imellem. Jeg kender mange, der har læst McCollough og som har lært virkelig meget samtidig med, at de er blevet underholdt.
Men som jeg tidligere var inde på, så er selv McCollughs romaner kun én fortolkning af mange, men til forskel fra bl.a. Dan Brown gør hun eksplicit opmærksom på, hvornår hun digter, hvornår hun fortolker og hvad hun opfatter som uimodsagte facts. Men jeg må jo altså, til trods for min nyerhverved titel af cand.mag. i Historie og Danske med skam bekende, at jeg efter at have læst hendes romaner ikke rigtig kan forlige mig med andre romanforfatteres bud på fortolkninger. Dette gælder fx folk som Iggulden og manuskriptforfatterne til tv-serien ROME, der begge omhandler samme periode. De digter meget, hvilket de er i deres ret til, men det irriterer mig alligevel.
Det er en romanserie om republikens sidste tid, og den er fantastisk velskrevet og veldokumenteret. McCollough gør virkelig en dyd ud af at beskrive familierelationer, ritualer osv ligesom hun til hvert bind har et udførligt efterskrift, hvor hun beskriver hendes metode overfor de kilder hun har haft at arbejde med. Dette var noget hun i nogle anmeldelser blev kritiseret for, ligesom udfordrerne i den historikerfejde, der foregik i 90´erne brugte hende som skrækeksempel på dårlig skønlitterær historieformidling. Dette er jeg dybt uenig med dem i. Jeg mener at der skal være plads til al historieformidling. Dem der kun vil læse fodnoter, dem der helst vil læse en bog der kunne være drejebogen til en film, og så os midt imellem. Jeg kender mange, der har læst McCollough og som har lært virkelig meget samtidig med, at de er blevet underholdt.
Men som jeg tidligere var inde på, så er selv McCollughs romaner kun én fortolkning af mange, men til forskel fra bl.a. Dan Brown gør hun eksplicit opmærksom på, hvornår hun digter, hvornår hun fortolker og hvad hun opfatter som uimodsagte facts. Men jeg må jo altså, til trods for min nyerhverved titel af cand.mag. i Historie og Danske med skam bekende, at jeg efter at have læst hendes romaner ikke rigtig kan forlige mig med andre romanforfatteres bud på fortolkninger. Dette gælder fx folk som Iggulden og manuskriptforfatterne til tv-serien ROME, der begge omhandler samme periode. De digter meget, hvilket de er i deres ret til, men det irriterer mig alligevel.
lørdag den 3. november 2007
- tid til litteraturen!
Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at jeg i forbindelse med afleveringen af mit speciale og den nye situation som eks-studerende har åbnet mulighed for at jeg kan afprøve en gammel drøm om at arbejde mere konkret med litteraturen. Jeg har således fået ansættelse som juleassistance i GAD-boghandleren i Århus, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.
Jeg er klar over at det måske ikke er den mest relevante uddannelse jeg har til at stå i butik, men det var alligevel dejligt at mærke bestyrerens glæde over at jeg gennem min uddannelse viste min interesse og kompetence inde for litteratur, - det var kort sagt dejligt for en gang skyld, at blive headhuntet på grund af sin uddannelse som cand. mag. i stedet for at blive ansat på trods af den.
Så er I i Århus i december, så kig forbi GAD på strøget - eller også lad være for der er sikkert RIGTIG mange mennesker!!! - der røg den fredelige julemåned for mig.
Jeg er klar over at det måske ikke er den mest relevante uddannelse jeg har til at stå i butik, men det var alligevel dejligt at mærke bestyrerens glæde over at jeg gennem min uddannelse viste min interesse og kompetence inde for litteratur, - det var kort sagt dejligt for en gang skyld, at blive headhuntet på grund af sin uddannelse som cand. mag. i stedet for at blive ansat på trods af den.
Så er I i Århus i december, så kig forbi GAD på strøget - eller også lad være for der er sikkert RIGTIG mange mennesker!!! - der røg den fredelige julemåned for mig.
Endelig færdig!
Så blev jeg endelig færdig med det speciale. Jeg afleverede d. 2. nov. og fik det obligatoriske bolshe af Aarhus Universitet. Nu er der så bare at gå og vente på at få forhåndsgodkendelse og karakter.
Jeg har skrevet et kirkehistorisk speciale om de lutherske frikirkers opståen i Danmark efter 1850. For at skåne jer for alt for mange kedelige detaljer, kan jeg blot sige at specialet behandler to lutherske frimenigheder, der opstod i tiden 1850-1870 i København og på Bornholm. De to retninger har siden udviklet sig forskelligt således at den københavnske idag kendes som evangelisk-luthersk frikirke i Danmark, den bornhomske delte sig i to, hvoraf den gik i sig selv, og den anden blev til Luthersk Missionsforening i Danmark. Mit speciale behandler årsagerne til at nogle teologer fandt det nødvendigt at oprette lutherske frikirker i opposition til den nyoprettede luherske Folkekirke, samt sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de to-tre frimenigheder ikke fulgte ad. Mine konklusion er at de tre stiftere var styret af forskellige dagsordener, af både teologiske og personlig inspirationsmæssig art. Dette understreger at lutherdom ikke blot er lutherdom, og at man som forsker og historiker bliver nødt til at arbejde tværfagligt når man skal afdække disse emner. Mennesket foretager faktisk nogle gange religiøse valg ud fra religiøse overbevisninger og ikke nødvendigvis af socio-økonomiske eller magt-politiske årsager, og derfor bliver historikeren nødt til at kunne sætte sig ind i religiøse og teologiske tankegange.
Nåh det var vist nok om specialet, som jeg ikke gider at beskæftige mig mere med foreløbig, men skulle nogle være interesseret er de naturligvis velkomne til at kontakte mig.
Jeg har skrevet et kirkehistorisk speciale om de lutherske frikirkers opståen i Danmark efter 1850. For at skåne jer for alt for mange kedelige detaljer, kan jeg blot sige at specialet behandler to lutherske frimenigheder, der opstod i tiden 1850-1870 i København og på Bornholm. De to retninger har siden udviklet sig forskelligt således at den københavnske idag kendes som evangelisk-luthersk frikirke i Danmark, den bornhomske delte sig i to, hvoraf den gik i sig selv, og den anden blev til Luthersk Missionsforening i Danmark. Mit speciale behandler årsagerne til at nogle teologer fandt det nødvendigt at oprette lutherske frikirker i opposition til den nyoprettede luherske Folkekirke, samt sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor de to-tre frimenigheder ikke fulgte ad. Mine konklusion er at de tre stiftere var styret af forskellige dagsordener, af både teologiske og personlig inspirationsmæssig art. Dette understreger at lutherdom ikke blot er lutherdom, og at man som forsker og historiker bliver nødt til at arbejde tværfagligt når man skal afdække disse emner. Mennesket foretager faktisk nogle gange religiøse valg ud fra religiøse overbevisninger og ikke nødvendigvis af socio-økonomiske eller magt-politiske årsager, og derfor bliver historikeren nødt til at kunne sætte sig ind i religiøse og teologiske tankegange.
Nåh det var vist nok om specialet, som jeg ikke gider at beskæftige mig mere med foreløbig, men skulle nogle være interesseret er de naturligvis velkomne til at kontakte mig.
torsdag den 13. september 2007
"Historikeren" af Elizabeth Kostova
Så blev jeg færdig med romanen - lidt for hurtigt måske i forhold til, at jeg skulle forestille at skrive speciale på fuldt tid. Jeg vil begynde med slutningen og sige, at den desværre slutter lidt svævende, synes jeg, hvilket er rigtig ærgeligt, da den gennem de forudgående 700 sider virkelig har forstået at holde et højt niveau både sprogmæssigt og i forhold til udvikling af plottet.
Romanens tema er ideen om at fordybe sig i fortiden. At komme tæt på historien så man bliver en del af den, ligesom den er en del af os.
Temaet bliver formidlet både gennem plottet og dets ramme. Rammen er bl.a. fortællevinklen, der indehaves af en pige, hvis navn vi aldrig får oplyst i fortællingen. Grunden hertil er meget spidsfindig, idet forordet lægger op til, at romanen er en autentisk historie - fortællerens egen samt hendes fars historie. Der er heller intet navn underskrevet forordet, og romanen er i øvrigt skrevet i 1.person. Læseren får altså helt i overensstemmelse med intentionen, den illusion, at det er Elizabeth Kostova, der er fortælleren, hvis historie vi skal høre. Det eneste, der afslører illusionen og samtidig gør, at romanen ikke direkte er uærlig overfor sin læser i sin påståede autenticitet, er dateringen af forordet, der er "underskrevet": Oxford, England 15. jan. 2008.
Fortælleren er historiker, ligesom hendes far er historiker. Romanen handler om hans forskning i fyrst Draculas liv og makabre bedrifter. Gennem denne forskning kommer både han og fortælleren meget tæt på fortiden og begrebet: "at blive en del af historien får en hel anden betydning".
Fortælleren fortæller altså sin fars historie, der samtidig fortæller både sin vejleders og sin kones historie, og alle fortæller de Draculas historie. Det lyder forvirrende, men det er det ikke - det er mesterligt godt tænkt og skrevet.
Det hele bliver fortalt dels som fortællerens almene datids-fortælling, dels som breve, der fortæller de andres historie. Det eneste misforhold, der er ved dette, er, at faderens breve fx også refererer andre breve og kilder, han har set omkring 20 år tidligere, og jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen har så god en hukommelse, at han kan citere dem så nøje. Men ideen er god, og det er et simpelt trick for at undgå en alvidende fortæller, hvilket ville have taget spændingen ud af romanen.
For det er frem for alt en spændingsroman - og den virker! En af de anmeldelser, der er trykt på bogens forside, siger: "tænk dig ´Da Vinci mysteriet` - med hjerne.." Det er en sigende bemærkning. For "Historikeren" har noget af det samme akademiske drive som Da Vinci spiller på. Hovedpersonerne render fra det ene arkiv til det andet og støver kilder op, og læseren har tid til at udføre detektivarbejdet sammen med dem. Forskellen fra Da Vinci, synes jeg, ligger netop i, at der er hjerne og originalitet bag "Historikeren", samtidig med at den lægger sig lige op af den streg, der markerer grænsen mellem fiktion og dokumentation. Det er ikke en historisk roman, selvom mange af hendes oplysninger sikkert er rigtige. Det er heller ikke nogen autentisk historie, selvom den påstår det i forordet. Det er Da Vinci heller ikke. Forskellen er blot, at hvor "Historikeren" netop lægger et lille spor ud, der afslører illusionen for den opmærksomme læser, fastholder Da Vinci sin fiktion som fakta, hvorved den krydser stregen, og blot bliver en løgn.
Jeg har ikke fortalt ret meget om, hvad præcis "Historikeren" handler om, da jeg selv synes, det er træls at vide for meget om en bog, inden jeg læser den, men jeg vil anbefale den på det varmeste til alle, der kan lide spænding, historie og en flot fortælling.
Romanens tema er ideen om at fordybe sig i fortiden. At komme tæt på historien så man bliver en del af den, ligesom den er en del af os.
Temaet bliver formidlet både gennem plottet og dets ramme. Rammen er bl.a. fortællevinklen, der indehaves af en pige, hvis navn vi aldrig får oplyst i fortællingen. Grunden hertil er meget spidsfindig, idet forordet lægger op til, at romanen er en autentisk historie - fortællerens egen samt hendes fars historie. Der er heller intet navn underskrevet forordet, og romanen er i øvrigt skrevet i 1.person. Læseren får altså helt i overensstemmelse med intentionen, den illusion, at det er Elizabeth Kostova, der er fortælleren, hvis historie vi skal høre. Det eneste, der afslører illusionen og samtidig gør, at romanen ikke direkte er uærlig overfor sin læser i sin påståede autenticitet, er dateringen af forordet, der er "underskrevet": Oxford, England 15. jan. 2008.
Fortælleren er historiker, ligesom hendes far er historiker. Romanen handler om hans forskning i fyrst Draculas liv og makabre bedrifter. Gennem denne forskning kommer både han og fortælleren meget tæt på fortiden og begrebet: "at blive en del af historien får en hel anden betydning".
Fortælleren fortæller altså sin fars historie, der samtidig fortæller både sin vejleders og sin kones historie, og alle fortæller de Draculas historie. Det lyder forvirrende, men det er det ikke - det er mesterligt godt tænkt og skrevet.
Det hele bliver fortalt dels som fortællerens almene datids-fortælling, dels som breve, der fortæller de andres historie. Det eneste misforhold, der er ved dette, er, at faderens breve fx også refererer andre breve og kilder, han har set omkring 20 år tidligere, og jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen har så god en hukommelse, at han kan citere dem så nøje. Men ideen er god, og det er et simpelt trick for at undgå en alvidende fortæller, hvilket ville have taget spændingen ud af romanen.
For det er frem for alt en spændingsroman - og den virker! En af de anmeldelser, der er trykt på bogens forside, siger: "tænk dig ´Da Vinci mysteriet` - med hjerne.." Det er en sigende bemærkning. For "Historikeren" har noget af det samme akademiske drive som Da Vinci spiller på. Hovedpersonerne render fra det ene arkiv til det andet og støver kilder op, og læseren har tid til at udføre detektivarbejdet sammen med dem. Forskellen fra Da Vinci, synes jeg, ligger netop i, at der er hjerne og originalitet bag "Historikeren", samtidig med at den lægger sig lige op af den streg, der markerer grænsen mellem fiktion og dokumentation. Det er ikke en historisk roman, selvom mange af hendes oplysninger sikkert er rigtige. Det er heller ikke nogen autentisk historie, selvom den påstår det i forordet. Det er Da Vinci heller ikke. Forskellen er blot, at hvor "Historikeren" netop lægger et lille spor ud, der afslører illusionen for den opmærksomme læser, fastholder Da Vinci sin fiktion som fakta, hvorved den krydser stregen, og blot bliver en løgn.
Jeg har ikke fortalt ret meget om, hvad præcis "Historikeren" handler om, da jeg selv synes, det er træls at vide for meget om en bog, inden jeg læser den, men jeg vil anbefale den på det varmeste til alle, der kan lide spænding, historie og en flot fortælling.
lørdag den 8. september 2007
8. september set fra England
Denne dag er vel lidt ambivalent for en englænder. Der er flere begivenheder, der knytter sig til dagen, nogle gode andre mindre gode og nogle fuldstændig irrelevante.
Det er tid for anekdoter:
1157 e.kr. Henrik II af platagen-dynastiet har været konge i 3 år, da hans hustru den 8. september føder ham en søn. Han kalder sønnen for Richard. Senere, da Richard har overtaget sin faders trone i 1189, finder nogen på at kalde ham for den første, og andre finder endda på at udstyre ham med en løves hjerte. Det er vel en form for kompliment, da det hentyder til hans mod.
Modig eller ej, så kan selv den bedste korstogsridder jo ikke gardere sig mod at blive bortført, hvilket præcis var, hvad der skete for Richard Løvehjerte på vej hjem fra sin korstogsferie, og det endda i så fredeligt et land som Østrig. (Nåh ja det var måske mindre fredeligt dengang) Efter at England havde givet efter for terroristernes krav, og betalt en kæmpe løsesum for deres konge, viste Richard sin taknemmelighed ved at bruge resten af sin regeringsperiode på at kæmpe imod sin gamle korstogskammerat Philip August af Frankrig.
Ikke desto mindre havde Richard åbenbart fundet kilden til succes som konge: Hold dig væk fra det land du skal forestille at regere - intet nyt er godt nyt, så hvis man ikke høre andet end at du er i krig langt langt væk, vælger folk at tro det bedste om dig. (hmm måske var det det, Nicolai Vammen forsøgte det første år af sin regeringsperiode i Aarhus, eftersom man intet så til ham)
Richards successtrategi med kun at opholde sig et par mdr. i sit regeringsland i sin ialt 10 år lange regeringstid, sikrede ham en udødelighed gennem de velkendte sagn, sange og historier vi kender fra både Robin Hood og senere Ivanhoe fra 1819. Løvehjerte har ligeledes opnået at få en statue af sig selv på en yderst lukrativ placering, nemlig foran parlamentsbygningen i London, - så kan det jo være at han der kan få nogle tips om hvordan det egentlig er at lede et land.
En anden stor historisk engelsk triumph, der fandt sted d. 8. september, var at hollænderne i 1664 endelig overgav sig og overdrog deres amerikanske base New Amsterdam til englænderne, der 5 år efter omdøbte den til New York. Dette var vel ikke den værste investering engelsk krigsindustri har gjort.
Den sidste glædelige engelske begivenhed, der hører dagen idag til, er den første fodboldkamp udspillet i englands første reelle fodboldliga. Denne kamp fandt sted i 1888, desværre melder mine kilder intet om holdenes identitet eller resultatet af kampen.
Endelig er der så en mere trist anekdote knyttet til dagen idag, nemlig de første tyske V2-raketters ødelæggelser i London i 1944. Dog skal det sige at blitzen i 1940, der sjovt nok også foregik i disse dage, ikke kostede nær så meget kaos og menneskeliv, som tyskerne havde håbet på. Avis-interview fra dengang vidner om folk, der skammede sig over at gemme sig for tyskernes bombardement, da de syntes, at det var at bukke under for terroren...!!!!
Ikke desto mindre var beredskabet parat, og optællinger viser at myndighederne, da de første bombardamenter satte ind i 1940, evakuerede 1 3/4 milion mennesker - fortrinsvis børn og kvinder, fra London. Børnene havde det dog ikke lige let derude på landet, da de som bymennesker blev anset som værende moralske fordærvede, bærere af alskens sygdomme og i øvrigt en belastning. - Måske var det derfor, at nogle af dem fandt på at gemme sig i et magisk land i et garderobeskab!!!
Nåh nok om englænderne, jeg vender snart tilbage med et blog indlæg om den roman jeg er ved at læse, den hedder "Historikeren" og er skrevet af Eliszabeth Kostova, og den er vanvittig spændende.
Det er tid for anekdoter:
1157 e.kr. Henrik II af platagen-dynastiet har været konge i 3 år, da hans hustru den 8. september føder ham en søn. Han kalder sønnen for Richard. Senere, da Richard har overtaget sin faders trone i 1189, finder nogen på at kalde ham for den første, og andre finder endda på at udstyre ham med en løves hjerte. Det er vel en form for kompliment, da det hentyder til hans mod.
Modig eller ej, så kan selv den bedste korstogsridder jo ikke gardere sig mod at blive bortført, hvilket præcis var, hvad der skete for Richard Løvehjerte på vej hjem fra sin korstogsferie, og det endda i så fredeligt et land som Østrig. (Nåh ja det var måske mindre fredeligt dengang) Efter at England havde givet efter for terroristernes krav, og betalt en kæmpe løsesum for deres konge, viste Richard sin taknemmelighed ved at bruge resten af sin regeringsperiode på at kæmpe imod sin gamle korstogskammerat Philip August af Frankrig.
Ikke desto mindre havde Richard åbenbart fundet kilden til succes som konge: Hold dig væk fra det land du skal forestille at regere - intet nyt er godt nyt, så hvis man ikke høre andet end at du er i krig langt langt væk, vælger folk at tro det bedste om dig. (hmm måske var det det, Nicolai Vammen forsøgte det første år af sin regeringsperiode i Aarhus, eftersom man intet så til ham)
Richards successtrategi med kun at opholde sig et par mdr. i sit regeringsland i sin ialt 10 år lange regeringstid, sikrede ham en udødelighed gennem de velkendte sagn, sange og historier vi kender fra både Robin Hood og senere Ivanhoe fra 1819. Løvehjerte har ligeledes opnået at få en statue af sig selv på en yderst lukrativ placering, nemlig foran parlamentsbygningen i London, - så kan det jo være at han der kan få nogle tips om hvordan det egentlig er at lede et land.
En anden stor historisk engelsk triumph, der fandt sted d. 8. september, var at hollænderne i 1664 endelig overgav sig og overdrog deres amerikanske base New Amsterdam til englænderne, der 5 år efter omdøbte den til New York. Dette var vel ikke den værste investering engelsk krigsindustri har gjort.
Den sidste glædelige engelske begivenhed, der hører dagen idag til, er den første fodboldkamp udspillet i englands første reelle fodboldliga. Denne kamp fandt sted i 1888, desværre melder mine kilder intet om holdenes identitet eller resultatet af kampen.
Endelig er der så en mere trist anekdote knyttet til dagen idag, nemlig de første tyske V2-raketters ødelæggelser i London i 1944. Dog skal det sige at blitzen i 1940, der sjovt nok også foregik i disse dage, ikke kostede nær så meget kaos og menneskeliv, som tyskerne havde håbet på. Avis-interview fra dengang vidner om folk, der skammede sig over at gemme sig for tyskernes bombardement, da de syntes, at det var at bukke under for terroren...!!!!
Ikke desto mindre var beredskabet parat, og optællinger viser at myndighederne, da de første bombardamenter satte ind i 1940, evakuerede 1 3/4 milion mennesker - fortrinsvis børn og kvinder, fra London. Børnene havde det dog ikke lige let derude på landet, da de som bymennesker blev anset som værende moralske fordærvede, bærere af alskens sygdomme og i øvrigt en belastning. - Måske var det derfor, at nogle af dem fandt på at gemme sig i et magisk land i et garderobeskab!!!
Nåh nok om englænderne, jeg vender snart tilbage med et blog indlæg om den roman jeg er ved at læse, den hedder "Historikeren" og er skrevet af Eliszabeth Kostova, og den er vanvittig spændende.
lørdag den 1. september 2007
Peter Seeberg og Villy Sørensen
Forleden var jeg indkaldt som vikar for en 8. klasse, der skulle have Dansk. På min vikarseddel stod der, at klassen havde arbejdet med Seebergs noveller "Patienten" og "Hjulet". Jeg havde faktisk aldrig rigtig læst noget af ham før, så som den gode vikar jeg er, brugte jeg selvfølgelig lige en mellemtime på at læse novellerne og sætte mig lidt ind i analysen. Og jeg var solgt med det samme. Endnu en stor dansk forfatter, der formåede at udlede humor af tressernes mørke modernisme. Jeg mener; der er altså mange måder at fortælle os, at verden omkring os er blevet meningsløs, men Seebergs måde er absolut en af de mere sofistikerede. Jeg kom umiddelbart til at tænke på Villy Sørensens "Blot en drengestreg", da jeg læste "Patienten", og genlæste den derfor da jeg kom hjem, for igen at opdage den humor Villy Sørensen lægger for dagen. Hans skrivestil minder mig på en eller anden måde om H.C. Andersen på svampe. I en klassisk eventyrstil beskriver han de mest absurde scenarier, så man næsten ikke opdager vanvidet, og det var lidt af den samme oplevelse jeg havde, da jeg læste Seebergs noveller.
Både "Patienten" og "Blot en drengestreg" handler om amputerede legemsdele. (det samme gør i øvrigt H.C. Andersens "den standhaftige tinsoldat", som en af mine tidligere studiekammerater opmærksomt bemærkede.) I begge noveller bliver amputeringen opsat som noget videnskabeligt og logisk for de implicerede i historien, samtidig med, at vi som læsere kan se til og føle os så uendelig meget klogere, idet vi kan se meningsløsheden eller vanvidet i det der udspiller sig for os. Begge noveller ender dog med en åbning, hvor hovedpersonerne søger bekræftelse i deres vanvittige realitetsforståelse. Drengene hos Villy Sørensen kunne blive oplyst af deres moder, der jo egentlig bære sin del af skylden for, at det hele går så galt, i sit mislykkede forsøg på at uddanne sine børn. Men her til sidst hvor ærlighed måske netop kunne have været på sin plads, synker hun selv ned i børnenes vanvid, så de må leve videre i uvidenhed om deres skyld. Også hos Seeberg søger "patienten" oplysning hos hende, der står ham nærmest. Han har fået udskiftet alle sine legemsdele, og spørger om hun kan kende ham. Han søger bekræftelse på om hans identitet er den samme, eller om han bør have en etisk skyldfølelse. Hun er som Villy Sørensens "moder" heller ikke ærlig overfor ham, men vi fornemmer, at han til forskel fra drengene ikke lader sig stille tilfreds med hendes svar. Hans søgen er ikke forbi.
Både Hjulet og Patienten tilhører novellesamlingen "Eftersøgningen" fra 1962. Mine elever skulle finde temaet i novellerne og selv skrive en historie ud fra samme samme tema. Nogle skrev om at finde meningen med livet, som vel primært er det "Hjulet" handler om, men overordnet handler begge noveller vel mest om det at søge. Om eftersøgningen. Derved er temaet ligepludselig ikke blot den typiske modernistiske novelles parole om meningsløsheden, eller den postmodernes relativisme om at finde en mening, der gælder for dig selv. Men temaet er selve det at søge. En af eleverne skrev fx en historie om én der søgte efter sine forældre. Villy Sørensen, der skrev før Seeberg, skrev foruden om det at skabe mening, også om at søge efter et sted at placere skyldfølelsen, og sådan er eftersøgningstemaet egentlig evigt aktuelt mener jeg. Vi søger alle efter noget, og det er forskellige ting vi søger efter livet igennem.
Altså endnu en anbefaling af nogle gamle klassikere, der stadig er aktuelle. Jeg har med vilje ikke skrevet for meget om handlingen i fx "Blot en drengestreg" for den er simpelthen så absurd at den skal erfares gennem Villy Sørensens sprog. (Novellen kan findes i "Sære Historier)
Både "Patienten" og "Blot en drengestreg" handler om amputerede legemsdele. (det samme gør i øvrigt H.C. Andersens "den standhaftige tinsoldat", som en af mine tidligere studiekammerater opmærksomt bemærkede.) I begge noveller bliver amputeringen opsat som noget videnskabeligt og logisk for de implicerede i historien, samtidig med, at vi som læsere kan se til og føle os så uendelig meget klogere, idet vi kan se meningsløsheden eller vanvidet i det der udspiller sig for os. Begge noveller ender dog med en åbning, hvor hovedpersonerne søger bekræftelse i deres vanvittige realitetsforståelse. Drengene hos Villy Sørensen kunne blive oplyst af deres moder, der jo egentlig bære sin del af skylden for, at det hele går så galt, i sit mislykkede forsøg på at uddanne sine børn. Men her til sidst hvor ærlighed måske netop kunne have været på sin plads, synker hun selv ned i børnenes vanvid, så de må leve videre i uvidenhed om deres skyld. Også hos Seeberg søger "patienten" oplysning hos hende, der står ham nærmest. Han har fået udskiftet alle sine legemsdele, og spørger om hun kan kende ham. Han søger bekræftelse på om hans identitet er den samme, eller om han bør have en etisk skyldfølelse. Hun er som Villy Sørensens "moder" heller ikke ærlig overfor ham, men vi fornemmer, at han til forskel fra drengene ikke lader sig stille tilfreds med hendes svar. Hans søgen er ikke forbi.
Både Hjulet og Patienten tilhører novellesamlingen "Eftersøgningen" fra 1962. Mine elever skulle finde temaet i novellerne og selv skrive en historie ud fra samme samme tema. Nogle skrev om at finde meningen med livet, som vel primært er det "Hjulet" handler om, men overordnet handler begge noveller vel mest om det at søge. Om eftersøgningen. Derved er temaet ligepludselig ikke blot den typiske modernistiske novelles parole om meningsløsheden, eller den postmodernes relativisme om at finde en mening, der gælder for dig selv. Men temaet er selve det at søge. En af eleverne skrev fx en historie om én der søgte efter sine forældre. Villy Sørensen, der skrev før Seeberg, skrev foruden om det at skabe mening, også om at søge efter et sted at placere skyldfølelsen, og sådan er eftersøgningstemaet egentlig evigt aktuelt mener jeg. Vi søger alle efter noget, og det er forskellige ting vi søger efter livet igennem.
Altså endnu en anbefaling af nogle gamle klassikere, der stadig er aktuelle. Jeg har med vilje ikke skrevet for meget om handlingen i fx "Blot en drengestreg" for den er simpelthen så absurd at den skal erfares gennem Villy Sørensens sprog. (Novellen kan findes i "Sære Historier)
Abonner på:
Opslag (Atom)